Små dyr lever godt uden ilt

Liv på Jorden kan være opstået uden ilt, mener forskere, som har undersøgt miniskaldyr, blandt andet i Grønland.

Livet kan være opstået uden ilt, mener forskere, der blandt andet har forsket i miniskaldyr i Grønland. Foto: Otto Kristensen.

Miniskaldyr kan leve ved at indånde nitrat. Stik mod hvad man hidtil har troet, indebærer det, at højerestående liv på Jorden kan være opstået uden ilt, mener forskere, som har undersøgt de små dyr, skriver politiken.dk.

Sædvanligvis er antagelsen, at højerestående liv på Jorden opstod for 1,5-2 milliarder år siden fra bakterier, der brugte ilt til at respirere eller ånde med. Men den påstand rykker et omfattende danskledet forskningsprojekt nu ganske alvorligt ved.

Ny forskning viser nemlig, at der findes masser af små encellede dyr, som den dag i dag lever i bedste velgående udelukkende ved at indånde nitrat frem for ilt. Og da disse op til et par millimeter lange dyr, som kaldes foraminiferer, har udviklet sig på baggrund af bakterier som nogle af de første højerestående og flercellede væsner på kloden, er det nærliggende at antage, at det kan være sket i et miljø helt uden ilt. Først senere har der så udviklet sig arter i form af planter samt dyr og mennesker, der er afhængige af ilt.

I samarbejde med kolleger fra Frankrig, Schweiz og Grønland har mikrobiolog Risgaard-Petersens forskerhold fra Center for Geomikrobiologi på Aarhus Universitet, hentet små væsner levende op fra bunden i floder, verdenshave og fjorde og undersøgt, om de kan bruge nitrat i stedet for ilt. Det overraskende resultat er, at de nitratforbrugende dyr findes i stort antal alle vegne, hvor de altså foretager en proces, der normalt kun anses at foregå blandt bakterier.

- Vi fandt dem både i Skagerrak, Stillehavet, Biscayabugten, ved Grønland og i Rhôneflodens udmunding. Og det viser sig at være en helt generel egenskab for mange foraminiferer og nogle beslægtede arter, at de kan ånde med nitrat, siger Nils Risgaard-Petersen.

Powered by Labrador CMS