Millioner til forskning i sexsygdomme

Læge Gert Mulvad skal sammen med et internationalt forskerhold forske i seksuelt overførte sygdomme i Grønland.

Er sikker sex et tabu i Grønland? Foto: Polfoto/Thomas Borberg

Den amerikanske forskningsfond National Science Foundation har doneret $ 959.000 (omkring 5,2 milliioner danske kroner) til et forskerprojekt, der skal nedbringe antallet af seksuelt overførte infektioner, som klamydia og gonorrhea, i Grønland.

Projektet løber over tre år, og målgruppen er de 15-19 årige og deres forældre. Grønland er interessant for forskerne, fordi antallet af eksempelvis klamydia-smittede er 10 gange højere end i Danmark.

Måske er en af årsagerne til de høje antal smittede, at sex er et tabu i Grønland, foreslår en af forskerne.

– Sex kan være et meget pinligt og akavet emne at tale om, hvis ikke man er vant til det fra forældrenes side. Måske er normerne om det at tale om sex med til at bidrage til, hvad vi ser i Grønland (med de høje antal smittede,red.), siger sundhedsforsker Elizabeth Rink fra Montana State University.

Hun deltager i projektet sammen med distriktslæge og forsker Gert Mulvad fra Grønland. Derudover omfatter projektet Ruth Montgomery, ph.d-studerende i medicinsk antropologi på Ilisimatusarfik, lægerne Anders Koch og Jørgen Skov Jensen fra Statens Serum Institut i Danmark samt Dionne Gesink Law, professor i epidemiology på the School of Public Health Sciences ved University of Toronto, fremgår det af www.montana.edu.

Powered by Labrador CMS