Gå til hovedindhold

Ligestillingsrådet: Stem ja på søndag

Formanden opfordrer til at bruge folkeafstemningen til en debat om ligestilling i Grønland.

Grønlands Ligestillingsråd opfordrer vælgerne til at stemme ja til ændringen af tronfølgeloven ved folkeafstemningen på søndag.

Et ja vil indføre ligestilling mellem drenge og piger i arvefølgen til den danske trone. I den nuværende tronfølgelov fra 1953 går drenge forud for piger.

– Vort arbejde for ligestilling mellem kønnene gælder for kongehuset som for alle andre familier, og med et overbevisende ja på søndag sender vi samtidig et klart signal om Grønlands holdning til ligestilling, siger rådets formand, politiassistent Poul Hansen til sermitsiaq.gl

– Hvad skal jeg stemme, hvis jeg er for ligestilling, men mod kongehuset?

– Så skal du stemme ja, for folkeafstemningen på søndag gælder ligestilling, og så kan vi tage en afstemning om kongehuset en anden gang, siger Poul Hansen.

– Er der ligestilling mellem kønnene i Grønland i dag?

– Ligestilling er et meget bredt begreb, men nej. Vi har endnu ikke opnået fuld ligestilling, selv om vi er på rette vej. Derfor vil jeg opfordre befolkningen til at bruge folkeafstemningen til en generel debat om ligestilling mellem kønnene.

Poul Hansen, 44 år, er gift og har to børn og to plejebørn.

– Der er ligestilling hjemme hos jer?

– Ja, det kan du tro!

Grønlands Ligestillingsråd består foruden formanden Poul Hansen af Esther Rosing, Imak, Johanne Bech, KNAPK, Ida Løvgreen, AK, Knud Kristiansen, Kanukoka, Regine Enoksen, sammenslutningen af krisecentre, og Alex Andersen, mandegrupperne i Grønland.

Ligestilingsrådets medlemmer er udpeget af landsstyret, og rådet skal »tilskynde og medvirke til, at borgerne og myndighederne bliver oplyst om ligestilling«.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER