Grønlandsk mad er fyldt med miljøgift

Traditionel grønlandsk kost er forurenet med store mængder af miljøgifte, der bliver båret med vinden fra fjerne egne - Nordamerika, Europa og Asien.

Koncentrationen af miljøgifte i en isbjørn er stor, fordi den er højt placeret i fødekæden. / The concentrations of environmental pollutants in polar bears are large, due to their position at the top of the food chain. (Foto: Helistars)

Selv om det grønlandske miljø er langt mindre forurenet end det danske, indtager grønlænderne langt flere miljøgifte, der er særligt skadelige for fostre. Det skriver ing.dk.

Det er især traditionel grønlandsk kost som spæk og mattak (hvalhud), som har vist sig at være forurenet.

En ny undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, bekræfter de skræmmende resultater af en undersøgelse fra 2007. Der er fundet høje niveauer af cadmium, kviksølv og selen, svært nedbrydelige organiske forbindelser som PCB, DDT, klordaner, klorbenzener, dieldrin, toxafen og bromerede flammehæmmere i væv fra hvalrosser og sæler.

Langt hovedparten af miljøgiftene stammer ikke fra grønlænderne selv. Men når regnen og sneen falder i havet i Arktis, indeholder det organiske miljøgifte fra fjerne egne.

Giften bliver båret langt med vinden og ender på de nordlige breddegrader, hvor det opkoncentreres i havets fødekæder i fedtvævet på fisk, sæler, isbjørne og mennesker. Jo længere man når op i fødekæden, desto højere er koncentrationen.

Konsekvensen er mærkbar både for dyr og mennesker. Nogle grønlændere har op til 20 gange mere PCB i blodet end danskere. Det er særlig mennesker i nordøst- og nordvestgrønland, der spiser traditionel kost som sæler, hvaler og havfugle, der er udsat.

Tidligere har DMU påvist, at isbjørnenes kønsorganer bliver mindre ved stigende påvirkning af POP’er.

Powered by Labrador CMS