Rørende øjeblik

Den amerikansk fødte Ruth Montgomery-Andersen sidder i Nuuk med røde øjne efter USA har fået sin første sorte præsident.

Ruth Montgomery-Andersen i hjørnet af sofaen, med søn ogvenner under Obamas edsaflæggelse. Foto Jørgen Chemnitz

– Jeg græd da Obama aflagde sin ed. Hans historie er også historien om min familie, siger Ruth Montgomery-Andersen til Sermitsiaq.gl.

Ruth Montgomery-Andersen er fra Texas, født i 1957, og kom til Grønland i 1995 sammen med sin mand. De første år i Ilulissat, og siden 2001 har familien boet i Nuuk.

– Min oldemor kom til Amerika på slaveskibene, min far gik ud af skolen da han var 12 år. Det er vigtigt at huske på sine rødder, siger Ruth Montgomery-Andersen.

Ruth Montgomery-Andersen havde i dag taget eftermiddagen fri fra arbejdet, for at overværede indsættelsen af den nye amerikanske præsident. Hjemme foran fjernsynet sad hun med sin søn og andre unge fra Nuuk. Efter edsaflæggelsen gav de hende hånden og sagde:

– Tillykke Ruth.

Powered by Labrador CMS