Gå til hovedindhold

Forskere mod kønssygdomme

Forskere fra Grønland, Danmark, Canada og USA går sammen om at nedbringe antallet af kønssygdomme, for eksempel klamydia, i det arktiske område.

Antallet af seksuelt overførte sygdomme er ti gange så højt i i de arktiske områder af Nordamerika, end i andre dele af det nordamerikanske kontinent.

Det vil forskere nu gøre noget ved.

- Vi er bekymret, fordi seksuellt overførte sygdomme som klamydia kan være skyld i barnløshed og syge børn, siger den canadiske forsker Dionne Gesink Law for Toronto Universitet.

Forskerne indleder deres projekt om seksuel sundhed i Nuuk allerede i denne måned.

- Vi vil fokusere vores forskning på samfundsbaserede sundhedsstrategier. Vi tror at nærmiljøet, respekterede medborgere, sundhedsmedarbejdere og akademikere kan bidrage med deres særlige viden, siger den amerikanske forsker Elisabeth Rink fra Montana State University.

Forskningsteamet vil engagere borgerne i Nuuk for at sikre en lokal forankring. Det skal ske ved at inddrage borgerne for eksempel med at give projektet et navn, skabe et logo og ved indsamling og fortolkning af data.

- Det er altafgørende at sundhedsforskning i et samfund som det grønlandske genspejler, respekterer og involverer deltagernes kulturelle særpræg. Det er vigtigt for projektets succes, at forskningen ejes og drives frem af samfundets medborgere selv, siger Ruth Montgomery-Andersen, som er projektleder og bosat i Nuuk.

Projektet bliver fremlagt på Grønlandsmedicinsk Selskabs sommermøde på onsdag den 4. juni klokken 18. Embedslægeinstitutionen og PAARISA deltager i forskningsgruppen.

I 2006 var der i Grønland indberettet lidt over 800 tilfælde af gonorre. I 70 procent af tilfældene var det unge under 25 år, fremgår det af embedslægens årsrapport for 2006.

Forekomsten af klamydia er rekordhøjt i Grønland. I 2006 var der anmeldt 2.579 tilfælde af mod 2.713 i 2005. Det er ti gange så mange som i Danmark. Klamydia er en væsentlig årsag til graviditet udenfor livmoderen, til sterilitet og ufrivillig barnløshed.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER