Uni-lov udsat en uge

De øvrige studentergrupper skal nu også høres i den omstridte sag, mener Siumut, IA og Atassut.

Studerende og lærere fra Ilisimatusarfik forlod landstingssalen, da det stod klart, at 3.behandlingen af styrelsesloven blev udskudt en uge.

Landstinget valgte i dag at udsætte tredjebehandlingen af loven om Ilisimatusarfik. Det sker fordi de tre partier bag den omstridte lov, Siumut, Atassut og IA, vil høre de øvrige studentergrupper fra uddannelserne der skal samles i universitetsparken, Ilimmarfik. Beslutningen kommer oven på mandagens demonstration arrangeret af studentergruppen på Ilisimatusarfik.

Tredjebehandlingen er foreløbig udsat til tirsdag den 13. november, dagen for folketingsvalget.

De studerende fra Ilisimatusarfik vil bruge den ekstra uge til at besøge deres kommende medstuderende på Ilimmarfik og forklare deres synspunkter, oplyser Helle Hansen fra studentergruppen til Sermitsiaq.gl.

Udsættelsen af lov om Ilisimatusarfik var blot en ud af en lang række dagsordenspunkter som blev udskudt under dagens møde, der af samme grund nærmest blev gennemført på rekordtid: 12 minutter tog det at få overstået dagens landstingsmøde.

Powered by Labrador CMS