Kabine-personalet i Air Greenland er utilfreds med ledelsen

Især er kabinepersonalet utilfreds med, at ledelsen ikke vil lytte til deres problemer.

Kabinepersonalet i Air Greenland føler sig overhørt af deres arbejdsgiver.

Det handler om løn, pension, arbejdsvilkår og ledelsesform. Utilfredsheden brød ud i lys lue efter at en ny overenskomst trådte i kraft 1. januar. Det der især vakte utilfredshed var en nye pensionsordning, som ikke lever op til løfterne, og som betyder, at folk får færre penge udbetalt, fordi den ikke er fradragsberettiget i Grønland, hvor kabinepersonalet betaler skat.

Kabinepersonalet i Air Greenland består af omkring 100 mennesker. Omkring 70 i København – inklusiv sommervikarerne og omkring 30 i Grønland.

I otte måneder har kabinepersonalet forsøgt at få ledelsen til forhandlingsbordet, fordi personalet ikke kan få deres dagligdag til at hænge sammen.

Søndag holdt personalet ekstraordinær generalforsamling og der blev valgt en ny bestyrelse. Fra kabinepersonalet blev sendt en mail til Air Greenlands ledelse med et ultimatum om, at man ville have en forhandling senest mandag middag. Det ville ledelsen ikke og det resulterede i konflikten.

Tirsdag gik kabinepersonalet til fagligt møde og al flyvning i Grønland og Danmark stoppede, undtagen Narsarsuaq-ruten, hvor de tre øverste kabineledere og stations-chefen i København gik ombord og servicerede passagererne. De er ansat på ledelseskontrakter og ikke medlem af kabinepersonalets forening – Air Greenland Cabin Union. Konflikten tirsdag rammer omkring 600 passagerer.

Kabinepersonalet er utilfreds med lønnen, der ligger på en fast grundløn på 16.000-25.000 afhængig af anciennitet plus diverse tillæg, der er afhængig af, hvor mange flyvninger man har.

På trods af Air Greenlands konstante økonomiske fremgang, lever mange kolleger for lånte midler og social støtte fra den danske stat, for at opretholde en anstændig levestandard, skriver personalet i en pressemeddelelse

I den forbindelse er personalet utilfreds med dårlig ledelse, som den kommer til udtryk i planlægningen af flyvninger.

I foråret startede Baltimore-ruten. Det var meningen, at Air Greenland skulle have fløjet ruten med sit eget materiel. Derfor blev der ansat såkaldte »sommerfugle« til at løse opgaverne. Men flyvningen blev i stedet overladt til et amerikansk flyselskab, og det betyder, at flere medarbejdere skal deles om flyvningerne. Det betyder færre flyvninger og dermed mindre indtægt.

– Men vi skal stå stand by uden at få noget for det, lyder klagen.

Det samme personale klager samtidig over, at når man endelig får to flyvninger ligger de lige oven i hinanden, så man ikke få ordentlig hviletid.

– Samtidig presses vi til at foretage flyvninger, som er uansvarlige, siger kabinepersonalet. På grund af vejrsituationen i Grønland kan vi risikere at skulle arbejde alt for lang tid – inklusiv den tid vi står stand by og venter på at vejret bliver bedre. Ledelsen presser os på vores samvittighed – i stedet for at sætte nyt, friskt personale på, siger en medarbejder til Sermitsiaq. Endvidere mener personalet ikke, at ledelsen lever op til hviletidsbestemmelser.

– Vi oplever gentagne brud på arbejds- og hviletidsregler, og overenskomstbrud der sætter sikkerheden i fare, fremgår det af en udtalelse fra medarbejderne.

– Ledelsen bruger »management by fear« for at få personalet til at makke ret. Skriftlige advarsler giver en dårlig stemning i kabinen. Vi er kun mennesker, og vi arbejder med mennesker. Vi har ingen ledelse til at bakke os op, og vi udfører et arbejde, som vi ikke føler, at vi har nogen indflydelse på, siger repræsentanten fra kabinepersonalet.

– Det er helt basale fysiske behov, der ikke lever op til den standard, som vi er stillet i udsigt, siger kabinepersonalet, der stadig sidder til fagligt møde.

– Det er endnu ikke afgjort om de går på arbejde onsdag.

Formanden for Air Greenland Cabin Union Anders Mark Jensen siger, at han gør, hvad han kan for at få kabinepersonalet på arbejde igen.

Air Greenlands direktør Michael Binzer vil ikke forhandle under en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der ikke er varslet.

Powered by Labrador CMS