Så meget brugte Mimi Karlsen på VM-fest
Formanden for Inatsisartut Mimi Karlsen har brugt over 27.000 kroner af Selvstyrets penge for at overvære kvindelandsholdets VM-kampe i Stavanger i Norge tilbage i november/december.
I sin egenskab af at være protektor for Grønlands Idrætsforbund har Formanden for Inatsisartut Mimi Karlsen brugt 7.177,88 kroner på hotel og dagpenge, mens flyudgifterne løb op i 20.166 kroner.
Det fremgår af et svar fra Inatsisartuts vicedirektør Elly Hauge Pedersen i forbindelse med en aktindsigtsbegæring, som Sermitsiaq.AG har sendt.
Protektor
Af svaret fremgår det også, hvorfor Mimi Karlsen kunne tage af sted til Stavanger og henviser til hendes rolle som protektor.
- Det er i Grønlands Idrætsforbunds vedtægter fastsat, at den til enhver tid siddende formand for Inatsisartut er protektor for idrætsforbundet. Formænd for Inatsisartut indhenter tilladelse fra Udvalg til Valgs Prøvelse til at påtage sig hvervet. Tilladelsen er givet, oplyser Elly Hauge Pedersen.
Det er tidligere via et paragraf 37-svar blevet oplyst, at den samlede regning for tre medlemmer af Naalakkersuisut, fem embedsmænd og en ministersekretær, der også deltog i VM-festlighederne, løb op i en regning for Selvstyret på 210.677,09 kroner.
Med Mimi Karlsens bilag har VM-kampene således kostet skatteyderne 238.020,97 kroner.
Rejste alene
Det bliver desuden oplyst, at Mimi Karlsen rejste alene uden embedsmænd, og hun var udrejst i perioden 27. november til 4. december.
Formanden for Inatsisartut overværede ikke Grønlands placeringskampe, der blev afviklet i Frederikshavn efter gruppespillet.
Læs også: Gratis håndboldfest for tre politikere