Delaftale: Grønland sad ved børnebordet

Folketingsmedlem mener, at inddragelsen af Grønland i forsvarsforhandlingerne har været utilfredsstillende. Naalakkersuisoq udtaler, at hun ser frem til yderligere drøftelser.

Offentliggjort

Folketinget har torsdag øremærket 16 mia. kr. til styrkelse af forsvaret og en del af pengene skal gå til initiativer i Grønland.

Det gælder blandt andet indkøb af langtrækkende droner til overvågning. Et køb der blev afsat 750 mio. kr. til allerede ved indgåelse af Arktisk Kapacitetspakke i 2021, men pengene viste sig ikke at række, og derfor er beløbet skruet i været til 2,7 milliarder kr.

- Udover at følge den eksisterende politiske aftale om de langtrækkende doner til dørs sikrer første delaftale, at vi fremadrettet kan understøtte den meget positive søgning til Arktisk Basisuddannelse, der har været i Grønland. Det er for mig altafgørende, at opgaven med at styrke forsvaret af og sikkerheden i Grønland også kommer den grønlandske befolkning til gode, udtaler naalakkersuisoq for Selvstændighed og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S) i en pressemeddelelse.

Hun ser frem til yderligere drøftelser:

- Gennem Naalakkersuisuts inddragelse i første delaftale er rammen for samarbejdet med den danske regering om de kommende delaftaler sat. Jeg ser meget frem til de kommende drøftelser. Både med forsvarsministeren, men også med de grønlandske partier i Inatsisartut.

Aaja: Grønland ved børnebordet

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz siger til Sermitsiaq.AG, at hun ikke er tilfreds med forløbet af forhandlingerne:

- I regeringsgrundlaget i Danmark står der, at de grønlandske partier skal inddrages i forsvarsforligsforhandlinger. I praksis er det desværre ikke tilfældet, at vi deltager i alle forhandlinger. Det svarer til at invitere os til familiefesten og sætte Grønland ved børnebordet.

- Naalakkersuisut og Inatsisartut er vigtigst at inddrage, men de sidder ikke med i de løbende forhandlingerne med de danske partier. Derfor præsenteres Naalakkersuisut, Inatsisartut og de grønlandske folketingsmedlemmer for aftalen, når den stort set er klappet af mellem danske partier. Det er er på ingen måder tilfredsstillende, hvis du spørger mig, siger Aaja Chemnitz.

Hun siger videre, at hun ikke ønsker, at "øge oprustning i Grønland ved at aftalerne handler om krudt og kugler."

Læs også: Delaftale: Droner sættes ind i Grønland

- Vores fokus bør være, hvad der kan komme det grønlandske folk og samfund til gavn. Arktisk basisuddannelse og Grønlandsvogterne er gode eksempler på det, som IA har budt ind med og som der har været stor søgning til blandt befolkningen. Lad os få mere af det, siger hun og fortsætter:

- I den kommende aftale vil IA have fokus på at få udskiftet gamle skibe og fly samt sikre at vi beskytter vores søkabler.

Powered by Labrador CMS