Ekspeditionsdeltager fundet

Britisk ekspeditionsdeltager fundet i live efter at være forsvundet på østkystsiden af indlandsisen.

Offentliggjort

Grønlands Kommando blev lørdag formiddag kontaktet i forbindelse med, at en ekspeditionsdeltager var meldt savnet.

Den savnede, en britisk statsborger, var en af fire deltagere, som havde krydset indlandsisen. Torsdag var de fire dog så udmattede, at de anmodede om assistance. En hundeslæde kørte op på isen, men en af ekspeditionsdeltagerne ville ikke afbryde ekspeditionen. Derpå valgte også ekspeditionslederen at blive for at gennemføre turen. De to fortsatte på ski, mens de to øvrige, to danske kvinder, blev kørt til Isortoq.

De to, som fortsatte på ski, blev imidlertid væk fra hinanden undervejs til Isortoq, og blot den ene nåede frem.

Fredag iværksatte politiet en eftersøgning med helikopter efter den sidste ekspeditionsdeltager - men der var intet spor efter ham.

Lørdag var den forsatte eftersøgning midlertidigt indstillet grundet tåge i området. Grønlands Kommando dirigerede Inspektionsskibet VÆDDEREN mod området, og VÆDDEREN gjorde sin LYNX helikopter, S-249, klar til at assistere politiet med eftersøgningen.

Søndag formiddag lettede tågen, og ca. 11.25 tog helikopteren af fra VÆDDEREN for at indgå i eftersøgningen.

Efter nogen tid fandt helikopteren friske fodspor samt den eftersøgtes ski, men den eftersøgte var ikke at se.

Imidlertid var helikopetern nødsaget til at returnere for at få mere brændstof. En hurtig refueling skulle der til, så var S-249 atter på sporet.

Kl. 18.20 meddelte VÆDDEREN til vagthavende officer ved Grønlands Kommando, at den savnede britiske ekspeditionsdeltager endelig var fundet i live, men noget forkommen. Herpå fløj S-249 ham til Ammassalik.

Powered by Labrador CMS