D: Vetoret giver utryghed om patientsikkerheden
Forslaget om at udstyre sundhedsdirektøren med en vetoret i visitationssager ”er ikke betryggende for patientsikkerheden”, fastslår Demokraternes sundhedsordfører Bjørk Lange Olsen.
Flere ændringer om Visitationsnævnets virke er sendt i høring, og specielt to ændringer bekymrer Demokraternes sundhedsordfører Bjørk Lange Olsen.
Han står uforstående overfor, at direktøren for Sundhedsvæsenet skal have vetoret, når en beslutning skal træffes i forbindelse med henvisning af patienter til undersøgelse og behandling uden for det sundhedsdistrikt, hvor patienten har ophold.
Direktøren kan tage sin vetoret i anvendelse med henvisning til økonomien.
Forkert skridt
- Jeg er ikke tilhænger af, at der kan gives vetoret til direktøren for sundhedsvæsenet eller andre medlemmer af nævnet for den sags skyld. I forvejen er det ganske få personer, som står med et stort ansvar for at træffe beslutninger, som kan have meget store konsekvenser for borgerne. Derfor mener jeg, at det er et skridt i den forkerte retning, hvis man reelt set gør det muligt at ligge sådanne afgørelser i hænderne på blot et enkelt individ. Det er ikke betryggende for patientsikkerheden, fastslår Bjørk Lange Olsen.
Han har tiltro til, at de sundhedsfaglige medlemmer af Visitationsnævnet evner at betragte og inddrage alle væsentlige hensyn - herunder også de økonomiske - i deres vurderinger og afgørelser.
- Derfor mener jeg ikke, at der overhovedet er et behov for denne særlige vetoret til direktøren, fastslår han, der i øvrigt hilser en opdatering af bekendtgørelsen velkommen.
Formandsspørgsmålet
Han er også kritisk overfor, at direktøren skal være formand. I dag er det cheflægen, som er født formand for Visitationsnævnet.
- Jeg mener, at de sundhedsfaglige hensyn bør komme i første række, og at det bør være cheflægens stemme, som er udslagsgivende ved stemmelighed i nævnet, understreger Bjørk Lange Olsen.
I forslaget fra Agathe Fontain, Naalakkersuisoq for Sundhed, fremgår det, at følgende personer skal udgøre Visitationsnævnet og har stemmeret:
- Direktøren for Sundhedsvæsenet
- Cheflægen
- Chefsygeplejersken
- De ledende overlæger for medicinsk og kirurgisk område. Ved forfald indtræder med fuld stemmeret ledende oversygeplejerske fra samme område.
Følgende personer har ikke stemmeret:
- En repræsentant fra Sundhedsdepartementet
- Sagkyndig bistand kan indkaldes i særlige tilfælde.
Der er høringsfrist den 10. januar.