Uvejrsramte landbrug: Nogle har mistet over 100 dyr

Fåreholderne har haft god nytte af de mange virksomheder, som har tilbudt hjælp til at få dyrene i sikkerhed. Nu er der ved at være styr på redningsaktionen, men der er stadig lam og får, de ikke har fået bragt hjem, og det har endnu ikke været muligt at lave en retvisende opgørelse over tabet til snemasserne og rovdyrene.

Den mere end to ugers redningsaktion af får og lam, der er klemt fast i snemasserne er ved sin afsluttende spurt. Mange af dyrene er nemlig reddet, men det er stadig umuligt at lave en opgørelse af tabet.

Fåreholderne var i starten af november magtesløse overfor naturens luner. De kæmpede for at redde deres dyr fra snemasserne og rovdyrene.

Men så kom det øvrige erhvervsliv samt borgere til undsætning. Erhvervslivet med udstyr, der kunne hjælpe til med at lokalisere dyrene og borgere med at indsamle dem.

Formanden for de samvirkende fåreholderforeninger, Suulut Hansen, fortæller, at der stadig er fåreholdere, der er igang med at samle dyrene hjem, og at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvor stor tabet har været:

- Det vi ved med sikkerhed er, at nogle har tabt mindre end 10 dyr, mens andre har tabt mere end 100 til snemasserne og rovdyrene. Det er nemlig forskelligt fra gård til gård, hvor meget de er blevet ramt, siger Suulut Hansen og fortsætter:

- Vi er meget taknemlige overfor de virksomheder, som har tilbudt deres hjælp. Sermeq Helicopters og Air Greenland har fløjet over de enorme landskaber og spottet mange af dyrene, og ved deres hjælp blev dyrene lokaliseret, så vi hurtigst muligt kunne nå frem til dyrene.

Men rovdyrene har set deres snit til at tage for sig af de mange lam og får der ikke kunne røre sig ud af snemasserne. Og selvom disse dyr er omkommet, blev de også transporteret væk, så man kan holde rovdyrene væk fra områderne.

En god følelse at hjælpe til

Pilu Nielsen, der er stifter og medejer af Sermeq Helicopters, har på et tidligt tidspunkt af krisen hurtigt etableret tilbud om hjælp til fåreholderne. I samarbejde med konsulenttjenesten for landbrug fik de hurtigt etableret netværk af virksomheder, der på en eller anden måde kunne hjælpe fåreholderne.

- Det lykkedes meget hurtigt at etablere et netværk af hjælp, vi stod for beflyvning af områderne mens andre lånte deres udstyr ud og soom kan bruges på landjorden, eksempelvis UTV´ere, der er gode køretøjer på ujævn terræn. Nu hvor der er ved at være styr på situationen, har vi nedtrappet vores tilbud om hjælp, men fåreholderne kan stadig bede om assistance, hvis der er yderligere behov, fortæller han.

Ud over Sermeq helicopters hjælp, kom Air Greenland også fåreholderne til undsætning ved at stille en af selskabets helikoptere og piloter til rådighed.

Powered by Labrador CMS