Air Greenlands fly omdirigeret til Stavanger

Atlantflyveren, med destination Kangerlussuaq, er omdirigeret og netop landet i Stavanger i Norge. Forsinkelsen bliver på omkring et par timer.

Passagerer i atlantflyveren Tuukkaq har fået en uventet tur til Stavanger i Norge. Atlantflyveren er mellemlandet i Stavanger, og Air Greenland forventer, at flyet letter igen om ikke så lang tid.

Air Greenlands atlantflyver Tuukkaq er efter take-off i København denne morgen vendt om ud for Norges kyst og omdirigeret til Stavanger.

Kommunikationsafdelingen i Air Greenland bekræfter, at der er sket en uventet omdirigering af atlantflyveren.

- Flyet er omdirigeret til Stavanger på grund af, at der er en person i flyet, som har behov for lægelig hjælp. Vi kan ikke uddybe mere, lyder det fra kommunikationsafdelingen.

Ombooking i gang

Tuukkaq har ellers planlagt ankomst til Kangerlussuaq omkring klokken 11.00 her til formiddag.

Men bliver altså forsinket. Atlantflyveren forventes at lette fra Stavanger i løbet af den næste times tid, og forventet ankomst til Kangerlussuaq er nu rykket til klokken 13.10.

Air Greenland oplyser, at der allerede nu arbejdes på at ombooke de berørte passagerer.

Powered by Labrador CMS