Udvalgsmedlem undrer sig: Vederlag udbetalt for at se Netflix-serie

Under debat om landskasseregnskabet kritiserede Demokraatits medlem af Revisionsudvalget pengeforbruget i Forfatningskommissionen.

Forfatningskommissionen brugte samlet cirka 30 mio. kr. i årene, hvor forfatningsudkastet blev til.

Onsdag blev landskasseregnskabet for 2022 debatteret i Inatsisartut.

Demokraatits repræsentant i Revisionsudvalget, Bjørk Lange Olsen, brugte størstedelen af sin taletid på at understrege partiets kritik af pengeforbruget i Forfatningskommissionen.

Han kommenterede blandt andet, at et revisor-notat har påpeget, at omfanget af udbetalingen af såkaldte vederlagsdage til enkelte af kommissionsmedlemmerne har været "usædvanlig højt" i forhold til det forventede.

I notatet fra Deloitte står der blandt andet, at der i en periode på fem uger i træk henover julen og nytåret fra 7. december 2021 til 14. januar 2022 er blevet anmodet om vederlag for hver eneste dag inklusiv juledage og nytår.

Litteratur læsning og Netflix-serie

Og de oplyste begrundelser for at få udbetalt vederlaget undrer Bjørk Lange Olsen:

- Når man så har spurgt til, hvad tiden er brugt på, så er det angivet, at tiden blev brugt på litteraturlæsning og enkelte dage med at se Netflix-serien Tokyo Trial, lød det fra Bjørk Lange Olsen.

Det fremgår ikke af revisionsrapporten, om serien har haft nogen relevans for kommissionens arbejde, men ifølge Netflix handler serien om 11 dommere, der efter Anden Verdenskrig skal afgøre skæbnerne for nogle japanske krigsforbrydere i international retssag.

Bjørk Lange Olsen konkluderede på talerstolen:

- Derfor kan man godt sige, at kommissionen ikke har ageret sparsommeligt, hvilket også er konklusionen i revisionsrapporterne.

Politikeren understregede videre, at hovedansvaret ligger hos Naalakkersuisut, som ikke har holdt godt nok øje med den meget omtalte kommission, og at Demokraatit gerne så, at der blev udtalt skarp kritik af Naalakkersuisut. Det var de øvrige medlemmer af Revisionsudvalget ikke enige i, og derfor udtaler udvalgsflertallet kun middel kritik.

Overstreget rapport

Naalakkersuisut erklærede sig under debatten onsdag enig i kritikken fra udvalget, og tog den til efterretning.

Selve revisionsrapporten fra Deloitte, som Bjørk Lange Olsen henviser til, er vedhæftet som bilag til Inatsisartuts behandling af landskasseregnskabet.

En betydelig del af rapporten er overstreget - formentlig for at anonymisere medlemmer af kommissionen, der omtales.

Revisorens kommentarer er dog læselige, og han konkluderer, at omfanget af vederlagsdage er "usædvanligt højt" i forhold til det forventede forbrug og anbefaler, at der udarbejdes "mere eksplicitte retningslinjer for honorering af forfatningskommissionens medlemmer".

Sermitsiaq.AG har tidligere anmodet om aktindsigt i den fulde revisionsrapport, men det er blevet afvist af Selvstyret.

I alt brugte Forfatningskommissionen omkring 30 mio. kr. i arbejdet med forfatningsudkastet.

Powered by Labrador CMS