Chefredaktøren anbefaler: Fisker uden fisketegn
Naalakkersuisut kommer Mette F. tilundsætning efter, at hun er blevet mødtmed kritiske spørgsmål i Folketinget omen fisketur på Nuuk-fjorden denne sommer.
Man siger om en lystfisker, som har fanget en kæmpe fisk, at han aldrig skyder genvej hjem.
ALLE i byen skal da have mulighed for at se den flotte fangst.
Derfor kan man nok heller ikke fortænke Mette Frederiksen i at have været i strålende humør – og måske også i prale-hjørnet – da hun trak en glinsende rødfisk op fra den solglitrende Nuuk-fjord ved Qooqqut i juni og stolt viste den frem for blandt andet AG´s fotograf Leiff Josefsen.
Fotoet af en storsmilende statsminister bevægede sig hurtigt omkring i grønlandske og danske medier, og Mette Frederiksen gjorde tilmed sit for at fejre begivenheden ved at poste sin glæde på sociale medier:
- Svært begejstret. Fik en på krogen i går! Og var umådelig heldig at få lov at tilbringe lidt tid i den storslåede grønlandske natur, skrev hun den 8. juni.
Opslaget udløste mange likes og kommentarer, men rejste også et par relevante spørgsmål fra folk med styr på lystfisker-reglerne. For det er åbenbart sådan, at man som gæst eller turist i Grønland skal købe et fisketegn, før man må smide krogen ud.
Det uafhængige og magtkritiske internet-medie, Frihedsbrevet, besluttede sig for at undersøge sagen og efter at have spurgt i øst og vest uden at indhøste ret meget andet end udenomssnak, lykkedes det de ihærdige journalister at nå frem til en afklaring, som de 7. september kunne viderebringe til offentligheden:
- Vi er glade for at kunne meddele, at mysteriet om Mette Frederiksens fisketegn er opklaret. Som vi kunne fortælle i sidste uge, har vi længe forsøgt at få svar på, om statsministeren havde sikret sig lovpligtigt fisketegn, da hun i forbindelse med rigsmødet i Grønland tidligere i år fik en stor rødfisk på krogen under en fisketur. Og svaret er nej. Statsministeren fiskede uden fisketegn, skrev Frihedsbrevet.
En afdækning, som nu også har fået AG til at kaste snøren ud, nemlig til Formandens Departement for at få svar på et par spørgsmål i en affære, som måske kan synes som en bagatel, men har den principielle tvist, at ingen som bekendt er hævet over loven.
»Kræver ikke fisketegn«
Det er direktøren for Formandens Departement, Simigaq Broberg, som besvarer AG´s henvendelse.
- Det er helt almindeligt, at Naalakkersuisuts officielle gæster er ude at sejle og fiske. Denne tradition strækker sig helt tilbage til hjemmestyrets indførelse. Det har aldrig været selvstyrets og daværende hjemmestyrets vurdering, at officielle gæster kræver fisketegn, hvis de som led i i et officielt arrangement, arrangeret af Naalakkersuisut, også fanger fisk, forklarer Simigaq Broberg indledningsvis og uddyber:
- Det er naalakkersuisut, der fastsætter reglerne for fisketegn og har mulighed for at dispensere fra disse regler.
For at sikre at lignende sager opstår fremover, skal det åbenbart nu sikres, at praksis er bundfældet i formalia:
- Dog for at beskytte vores officielle gæster, er arbejdet med at formalisere mangeårig praksis igangsat, med en revidering af bekendtgørelsen, understreger Simigaq Broberg i det skriftlige svar til AG.
I skrivende stund venter to politikere i øvrigt stadig på svar fra hovedpersonen selv, den glade lystfisker. Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt bad i et §-20-spørgsmål den 31. august Mette Frederiksen svare på, om »hun havde sikret sig et fisketegn efter de gældende regler«.
Og partifællen, folketingsmedlem Nick Zimmermann har åbenbart fået samme tanke, for han sendte også et spørgsmål afsted et par dage senere, hvor han bad om en »redegørelse for, hvorvidt ministeren har indløst fisketegn i forbindelse med fangst af flot rødfisk«
Den er god nok!
I en podcast udsendt af B.T. – der bærer navnet »Det vi taler om« - har der været spekuleret i, om Mette Frederiksen selv fangede fisken, eller om der var tale om en lystfiskerhistorie. Men det spørgsmål besvares på Leiff Josefsens fotos på dette opslag, hvor man kan se hende betjene fiskegrejet.
Forrige sommer – i juli 2020 – valgte Departementet for Fiskeri i øvrigt at udsende en meddelelse, hvor de mindede almindelige turister og andre almindelige gæster om reglerne.
- Du skal huske at købe fisketegn, hvis du ønsker at fiske, mens du opholder dig her i landet.
Læs mere i avisen AG. Få adgang her: