Arctic Education alliance: En smag af to verdener

Inuili, University of Southern Maine samt Wabanaki PublicHealth and Wellness har publiceret en kogebog med traditionel og nutidig mad på tværs af grønlandsk, moderne amerikansk og oprindelig amerikansk kultur.

Forsiden af kogebogen som Inuili har været med til at forfatte. Der findes opskrifter baseret på grønlandske, moderne amerikanske samt oprindelige amerikanske opskrifter.

Den amerikanske tilstedeværelse i Grønland har mange facetter. En af dem er uddannelsessamarbejde mellem USA og Grønland og af det er der nu udsprunget en kogebog.

Grønlands Naturinstitut, Pinngortitaleriffik har været tovholder til realisering af en en samling opskrifter der er samlet i en kogebog, fyldt med ideer til madlavning, baseret på naturens gaver.

Hvad er Arctic Education alliance (AEA)?

  • Arctic Education Alliance (AEA) blev lanceret af det amerikanske udenrigsministerium i 2020.
  • Det er et samarbejde mellem grønlandske og amerikanske uddannelsesinstitutioner.
  • Målet er at opbygge uddannelseskapacitet i Grønland til land- og fiskeriforvaltning, bæredygtig turisme og gæstfrihed gennem professionelle relationer og løbende samarbejde mellem institutioner af videregående uddannelser og erhvervsuddannelser i Grønland og USA.
  • Samarbejdet er i tråd med Grønlands Selvstyres overordnede mål, og AEA er til for at hjælpe Grønland med at opfylde sine behov for udvikling af arbejdsstyrke i det 21. århundrede.

Forsker Aaju Simonsen fra Pinngortitaleriffik fortæller til Sermitsiaq.AG, at instituttets opgave som tovholder på det konkrete projekt nu er overstået med offentliggørelsen af kogebogen.

- Der foregår samarbejde på mange planer, og i dette konkrete samarbejde har vi fokuseret på at få lavet opskrifter på råvarer, som naturen har begavet os med, eksempelvis landpattedyr, fisk, planter og bær, der findes i vores natur, forklarer Aaju Simonsen.

Indbydende kogebog baseret på naturens gaver

Kogebogen, der netop er udkommet og som kan hentes gratis elektronisk ved hjælp af QR-kode er fyldt med inspiration til madlavningen.

Har du eksempelvis kød af rensdyr, lam eller moskusokse, eller har du gode stykker af en laks, og er du lidt træt af de samme opskrifter, kan du hente inspiration fra kogebogen, som er en virkelig indbydende samling med lokale lækkerier.

Du kan kikke på de forskellige opskrifter ved at klikke dig ind HER og downloade kogebogen.

Powered by Labrador CMS