Chefredaktøren anbefaler: Personer med handicap fra Grønland svigtet i Danmark

Mandag modtog tidligere anbragte inden for særforsorgen en uforbeholden undskyldning for de mange svigt og talløse overgreb, som de har været udsat for på statens institutioner i perioden fra 1933-1980. Særforsorgen omfattede blinde og svagtseende, døve og hørehæmmede, epileptikere talelidende, mennesker med funktions- og udviklingsnedsættelser.

Undskyldningen kommer på baggrund af en historisk udredning, bestilt af social- og indenrigsministeriet i 2020, som Forsorgsmuseet i Svendborg har stået i spidsen for. Og selvom anbragte fra Grønland og Færøerne på institutioner i Danmark eller hospitalssektoren ikke er omfattet af udredningen, så var de omfattet af undskyldningen fra regeringen, der blev givet af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

– Nogle af jer mistede ikke bare jeres familier, men også jeres hjemland, jeres sprog og jeres rødder. Færinger og grønlændere blev anbragt her i et fremmed land med en kultur og et sprog, I ikke forstod. Langt væk fra jeres kære og alt det, I kendte til. […]

– Kære alle. Jer, der er her i dag, og dem der ikke er her mere. Tidligere anbragte, pårørende. Alle som blev svigtet, mens I eller jeres kære var i statens varetægt. Hvad der overgik jer er langt fra det Danmark, vi tror på. Hvad der overgik jer, vil vi aldrig glemme. Hvad der overgik jer, skal aldrig gentage sig. På vegne af den danske stat. På vegne af den danske regering; Undskyld.

Fastspænding og operationer

Det er på alle måder uhyggeligt at læse den 450 siders lange ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”, hvor vold, svigt og overgreb er en stor del af hverdagen for de anbragte.

Selvom grønlændere og færinger ikke er nævnt i udredningen, så nævnes institutionen Andersvænge, hvor personer med handicap fra Grønland boede, mange gange i udredningen.

For eksempel står det beskrevet, hvordan de anbragte ofte blev spændt fast med remme om fødder og hænder eller placeret i sengen med en muffetrøje. En anden anbragt fortæller om talrige operationer, der ofte ikke faldt ud som ønsket. ”Det var som om, vi ikke ejede vores egen krop. Vores kroppe var i stedet reduceret til et aktieselskab, som fagfolk med ambitioner af forskellig slags havde en aktie i, fortæller en tidligere anbragt. I 1947 begyndte åndssvageanstalterne herunder Andersvænge at indstille børn og voksne til operationen ”lobotomi” – også kaldet ”Det hvide snit”. F.eks. står der i udredningen ”om en 12-årig dreng fra Andersvænge, der ifølge patientjournalen var ”urolig og erotisk opstemt. Lobotomi indiceret”, og om en 13-årig pige hed det i 1949, at hun ønskes lobotomeret ”på grund af skrigeture” og ”itu-riven”. Lobotomi blev udført i Danmark helt frem til 1983 på næsten 4.500 patienter. Alene på Andersvænge var der 48 der fik foretaget indgrebet. Den yngste var 6 år.

Støvsugede Grønland for personer med handicap

Henning Jahn er leder af Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse, og har tidligere arbejdet med grønlændere på Andersvænge. Han kan fortælle, at der fra 1953-1980 konstant var mellem 90-100 personer med handicap fra Grønland på Andersvænge.

– I 1953 da Grønland var blevet et amt i Danmark, besluttede man, at Andersvænge skulle være forsorgscenter for Grønland ud fra en tanke om, at personer med handicap i Grønland skulle have samme tilbud som danske personer med handicap. Og man havde lavet det sådan, at Danmark overtog betalingsforpligtelsen, hvis en person med handicap blev flyttet fra Grønland til Danmark. Og det fik den betydning, at læger fra Statens Åndssvageforsorg reelt støvsugede Grønland for personer med handicap i den periode. Og det var jo en katastrofe for de stakkels mennesker, der kom ned til et sprog, de ikke forstod, en mad de ikke kendte til og en kultur, der var helt fremmed.

– Forældrene blev bildt ind, at børnene skulle sendes ned til højt specialiseret behandling i Danmark, og det var det jo slet ikke, som man også kan læse i udredningen. Da forældrene endelig fik mulighed for at besøge børnene sådan cirka hvert andet år, så blev de rædselsslagne over at se de forhold, som børnene levede under, hvor der fandtes afdelinger med op til 75 beboere i hvert rum. Mange fik faktisk også aflært færdigheder under deres ophold, fortæller Henning Jahn.

Stadig lang vej igen

Det var først ved Hjemmestyrets indførelse i 1979 at forholdene for de grønlandske personer med handicap i Danmark blev forbedret.

– Man etablerede f.eks. klub Aka, der stod for kulturelle arrangementer for de grønlandske personer med handicap. Derudover begyndte man at tilbyde personer med handicap at rejse hjem til Grønland med ledsager, i stedet for at familien skulle rejse til Danmark. Og det ved jeg af egen erfaring var et stort fremskridt.

Ifølge Henning Jahn blev de anbragte fra Grønland udsat for de samme overgreb, som er beskrevet i udredningen. Men derudover var de ramt af sprog- og kulturskiftet.

– Så på sin vis kan man sige, at de var ramt dobbelt så hårdt, siger Henning Jahn.

I 1980 blev Statens Særforsorg i Danmark udlagt fra staten til amterne, og det betød, at Grønland, overtog ansvaret for sine egne personer med handicap. De følgende år blev der bygget institutioner i Grønland. Og det betød, at flere blev i Grønland.

Man har dog fortsat en aftale mellem Grønland og Danmark om egnede socialtilbud til grønlandske personer med handicap. Det forlyder at der aktuelt er ca. 60 personer med handicap fra Grønland i Danmark.

Selvom nogle af de hårrejsende beskrivelser fra institutionerne er fortid, så er der fortsat udfordringer på området, erkender Pernille Rosenkrantz-Theil:

- Det der skete dengang, var ikke i orden. Selvfølgelig ikke med nutidens briller, men heller ikke med datidens. Det er så langt fra det Danmark, vi tror på. Det store spørgsmål er så: Lever vi op til idealerne i dag. Nej, det vil jeg ikke påstå, at vi gør. Der er stadig lang vej igen før man kan mærke velfærdssamfundet i sin fulde styrke på social- og handicapområdet.