Blev lovet klar til EM2023: Fiskeriloven udskudt - igen

Naalakkersuisut meddeler at den nye tidsmæssige målsætning er at fremlægge et lovforslag til forårssamlingen 2024 med en ikrafttrædelse 1. januar 2025.

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst har været igennem åbne samråd, konultationer med interesseorganisationer, politiske drøftelser med partierne, men det har ikke givet nogen resultat - i hvert fald indtil nu, hvor fiskeriloven endnu engang er blevet udskudt.

Noget tyder på at Naalakkersuisut ikke er i stand til at samle "et bredt flertal" iblandt Inatsisartut, siden behovet for endnu en udskydelse nu er realitiet:

- Fiskeriet er vores vigtigste erhverv og derfor er det af høj prioritet for Naalakkersuisut at sikre et bredt, men også stærkt grundlag for den kommende fiskerilov som kan fremtidssikre fiskeriet i Grønland for de kommende generationer, skriver Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl Tobiassen i en pressemeddelelse.

Forsikrer god dialog

Naalakkersuisut har brugt enorm tid til at være i dialog med interesseorganisationer og partier i Inatsisartut. På trods af kendsgerningen om endnu en udskydelse, forsikrer Karl Tobiassen at der er god dialog igang:

- Denne konstruktive og gode dialog har varet længere end forventet og dialogen med partierne er stadig igangværende og forventes afsluttet i nær fremtid, hvor målet er at Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst gennemfører en aftale om principperne for fiskeriloven med relevante partier, som ønsker at være en del af aftalegrundlaget.

Lovede at den ville stå klar under EM2023

Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Karl Tobiassen var ellers stålsat da han i starten af året bebudede at behandlingen af landets kommende fiskerilov skulle behandles af Inatsisartut under efterårssamlingen:

- Det er en skam at det ikke har kunnet lykkes inden for fristerne til at kunne behandle lovforslaget på Efterårssamlingen 2023 som planlagt. Men hvis det betyder at vi kan fremlægge et velgennemarbejdet lovforslag som nyder bred opbakning, er det forsinkelsen værd. Det er Grønlands fremtid det handler om.

Powered by Labrador CMS