Leder: Sund fornuft

Det er sund fornuft og udtryk for en realitetssans, som desværre ikke altid kendetegner koalitionen.

I Politisk-økonomisk beretning 2008 fra landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggender Aleqa Hammond står det sort på hvidt: »Det kan være hensigtsmæssigt, at hjemmehørende arbejdskraft ikke deltager i anlægsfasen i større omfang. En omfattende rekruttering af lokal arbejdskraft kan dræne landet for anlægsarbejdere og forsinke eller fordyre andre vigtige byggeopgaver.«

I runde tal skal der gennemsnitligt bruges cirka 2.000 mand i fire-fem år til etablering af de vandkraftværker, der skal forsyne aluminiumssmelteren med energi. Byggeriet af smelteværket vil kræve 1.500-2.000 mand i to til to et halvt år.

Gør som på Island, anbefaler Aleqa Hammond. Da Alcoa fornylig indledte aluminiumsproduktionen i et østislandsk smelteværk, som er næsten identisk med det, der formentlig bliver opført ved Maniitsoq, var det arbejdere fra Portugal, Kina og andre lande, som havde stået for opførelsen af vandkraftværk og fabrik.

Vi må forvente en lignende midlertidig tilstrømning af specialiseret udenlandsk arbejdskraft i anlægsfasen, antager Hammond. Hun anfører dog samtidig, at det er vigtigt, at driften af vandkraftværkerne og aluminiumssmelteren resulterer i mange faste arbejdspladser til hjemmehørende i mange år fremover.

Vi er helt enige. Naturligvis skal vi satse på hjemmehørende arbejdskraft, når det gælder de faste arbejdspladser, og vi tillader os det fromme håb, at uddannelsessystemet og lærlingeuddannelserne kan leve op til kravene.

Nu er det ikke længere nok med selvtilfredse politiske proklamationer om verdens bedste skole; nu skal der være hold i billetterne, for ellers bliver vi atter blot vidner til, at andre løber med de gode tjanser, selv om landsstyret og Alcoa har det fælles mål, at alle funktioner i aluminiumssmelteren med tiden skal overtages af kvalificerede hjemmehørende.

Vi går ud fra, at landsstyret allerede har taget initiativ til at samle alle involverede parter i det grønlandske erhvervsliv og på arbejdsmarkedet for at skabe overblik over den enorme logistik-opgave, vi står over for.

Skal Maniitsoq være en ny arktisk China­town? Skal vi opføre barakker til de tusinder af bygge- og anlægsarbejdere, vi inviterer op i kulden? Skal de integreres, eller skal de leve et isoleret liv i tilknytning til deres arbejdspladser?

Spørgsmålene er mange, og fra dag ét og den første sprængning vil opførelsen af kraftværker og aluminiumsværk ændre Grønland for bestandig. Vi får en efter grønlandske forhold enorm industriarbejdsplads. Men vi får samtidig en stribe nye problemer at tumle med: Arbejdsmiljø, naturbeskyttelse, boliger, infrastruktur, CO2-udledninger og meget, meget mere.

Vi står foran ufatteligt krævende opgaver, som for alt i verden ikke må drukne i den eufori, som tilsyneladende har ramt en del politikere. Det, vi har gang i, er en kæmpe udfordring, som utvivlsomt åbner helt nye muligheder for Grønland, hvis vi ellers er dygtige nok.

Men vi skal huske på, at vi dealer med det helt store hartkorn i den globale mine- og råstofindustri. Alcoa kommer ikke til Grønland for at gøre os en tjeneste, og det uanset hvordan ejerforholdet til smelteværket kommer til at se ud. Det handler kun om penge!