Tæt kamp om oliefelter
Konkurrerende ansøgninger har forsinket fordelingen af efterforskningslicenser med to måneder.

Med 17 nye licensblokke i Baffin Bugten og 12 olieselskaber, som hver for sig eller sammen byder ind på felterne, burde der være nok til alle. Men sådan er det øjensynligt ikke, når flere olieselskaber har set sig lune på de samme områder af Grønlands undergrund. Og det er netop tilfældet ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.
Selvsamme kamp om de samme felter er ifølge nyhedsbureauet en del af årsagen til, at forhandlingerne har trukket ud. Ifølge Bloomberg er forhandlingerne afsluttet nu. Det er sket med to måneders forsinkelse. Herefter skal Naalakkersuisut samtykke, hvorefter offentligheden får nys om, hvilke olieselskaber, der vil lede efter sort guld ud for vestkysten. Ifølge Bloomberg kan udmeldingen forventes at ske i slutningen af november.
- Vi meddelte fra begyndelsen, at hvis der var konkurrende ansøgninger, så ville det(forhandlingerne red.) kræve mere end tre måneder. Det er altid lidt mere kompliceret, når man har at gøre med konkurrende ansøgninger, siger direktør for råstofdirektoratet Jørn Skov Nielsen til Bloomberg.
Præcist hvilke olieselskaber, som har ansøgt om licenser i Baffin Bugten er hemmeligt, indtil Naalakkersuisut har godkendt tildelingen af licensblokke. Shell, Cairn, Statoil og danske Dong samt Mærsk har gentagne gange i medierne og blandt olieanalytikere været nævnt som sikre bud på ansøgernavne.
Selve licenserne gives til ti års efterforskning. De er typisk underopdelt i nogle del perioder, hvor selskaberne på forhånd har forpligtet sig til nogle efterforskningsaktiviteter, såsom seismisk indsamling, boringer med mere. Hvis der gøres kommercielle fund, kan de delområder som indeholder et oliefelt, søges forlænget i forbindelse med produktion i 30 år.