Rusland maner til besindighed efter dronestyrt

Moskvas ambassadør i USA maner til besindighed, efter at Rusland blev beskyldt for tirsdag at være skyld i nedstyrtningen af en amerikansk drone.

Den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, var kort og kontant, da han mødte pressen i Washington tirsdag.

Hvordan ville USA reagere, hvis en russisk drone fløj tæt på New York eller San Francisco?

Den russiske ambassadør i USA, Anatolij Antonov, var kort og kontant, da han mødte pressen i Washington tirsdag.

Spændingerne var ellers kraftige efter nedstyrtningen af en amerikansk drone i Sortehavet, som Rusland anklages for at være skyld i.

Hændelsen markerer ifølge The New York Times første af offentligheden kendte gang siden Ukrainekrigens udbrud, at USA og Rusland støder sammen i en militær konfrontation.

Trods situationens alvor var Anatolij Antonov hurtig til at mane til besindighed.

- Vi vil ikke skabe en situation, hvor vi kommer til at stå over for utilsigtede sammenstød eller hændelser mellem Rusland og USA.

- Uprofessionel handling

Det sagde han efter et møde i det amerikanske udenrigsministerium tirsdag ifølge CNN.

Det var angiveligt russiske Su-27-jagerfly, som tirsdag aften dansk tid fik en amerikansk militærdrone til at styrte ned over Sortehavet.

- Vores drone udførte rutineopgaver i internationalt luftrum, da det blev ramt af et russisk fly, hvilket resulterede i et styrt, sagde general i det amerikanske luftvåben James Hecker ifølge Reuters.

- Faktisk fik denne uprofessionelle handling fra russernes side næsten begge fly til at styrte ned.

Dronen er designet og bygget til at varetage langvarig overvågning fra stor højde. Den var af typen MQ-9 Reaper. USA bruger også dronerne til angreb, men denne var ifølge The New York Times ubevæbnet.

Ifølge det amerikanske militærs europæiske kommando opstod hændelsen ved, at to russiske Su-27 nærmede sig dronen og udløste brændstof på den.

- Flere gange før sammenstødet aflæssede Su-27'erne brændstof og fløj foran MQ-9 på en uforsvarlig, usikker og uprofessionel måde.

Sådan lød det fra det amerikanske militærs europæiske kommando ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ruslands opfordring til USA

Efter mødet med det amerikanske udenrigsministerium gentog Anatolij Antonov Moskvas benægtelse af, at russiske jagerfly havde været i fysisk kontakt med dronen.

I stedet er Ruslands forklaring, at dronens transpondere ikke var tændt, og at jagerfly derfor blev sendt afsted for at identificere den.

Transpondere bruges til at identificere luftbårne fly.

- Som et resultat af en hurtig manøvre begyndte den ubemandede drone at flyve ukontrolleret og mistede højde og kolliderede med havets overflade, sagde ministeriet ifølge AFP.

Rusland opfordrede onsdag USA til at stoppe med, hvad præsident Vladimir Putins regering kalder fjendtligsindede flyvninger nær dets lands grænser.

- Hvad laver de tusinde kilometer fra USA? Svaret er åbenlyst: De indsamler efterretninger, som efterfølgende bliver bruget af regimet i Kyiv for at angribe vores militær og territorium, har Anatolij Antonov udtalt ifølge det russiske statsejede nyhedsbureau Tass.

Resterne fra dronen

Fra talsmanden for Det Hvide Hus i Washington, John Kirby, lød det, at man "skal tage alt, hvad russerne siger om, hvad de laver i og omkring Ukraine, med et kæmpe gran salt".

Senere onsdag lød det ifølge The New York Times fra USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, at landet vil fortsætte med droneflyvninger, hvor det er tilladt under international lov.

Nikolaj Patrusjev, leder af Ruslands magtfulde sikkerhedsråd, sagde onsdag til den russiske tv-kanal Rossiya, at landet vil forsøge at samle resterne fra dronen op.

- Jeg ved ikke, om vi er i stand til at bjærge den eller ej, men vi bliver nødt til at prøve. Vi vil helt sikkert forsøge. Og jeg håber selvfølgelig, at vores forsøg lykkes, lød det.

John Kirby sagde til gengæld ifølge Reuters, at russerne i så fald kun vil få adgang til en begrænset mængde data.

Powered by Labrador CMS