Lørdag vender Kulturnatten tilbage
Lørdag er Kulturnatten tilbage efter at have holdt coronapause i to år - for flere institutioners vedkommende er der dog mere tale om en 'kultureftermiddag'.
Til kulturnatten er der blandt andet mulighed for at besøge Arktisk Kommando.
Leiff Josefsen
Kulturnat Grønland vender lørdag tilbage i flere byer og bygder her i landet.
I Nuuk er der en stribe arrangementer, og man kan blandt andet besøge Arktisk Kommando og møde tidligere patruljefører Kunuk Lennert fra Slædepatruljen Sirius. Patruljen nyder stor opmærksomhed i øjeblikket på grund af en dokumentar, der vises på DR.
I Selvstyretårnet er der mulighed for at møde naturens superhelte, når Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø åbner dørene allerede fra 15:00-18:00.
Energi- og forsyningsvirksomheden Nukissiorfiit holder åbent på elværket ved Sarfannguit i Nuuk, og også her er der tale om et eftermiddagsarrangement fra 16 til 19.
Naturinstituttet har været i fryseren
Nukissiorfiit oplyser på sin Facebook-side, at borgerne kan holde øje med opslag i deres by for de lokale tiltag i forbindelse med Kulturnatten.
Grønlands Naturinstitut holder også åbent fra 15 til 19:
- Levende fisk er hentet. Og da en masse spændende er taget op fra fryseren er Naturinstituttet parat til i dag, skriver instituttet på sin Facebook-side.
Det samlede program for arrangementer i Nuuk kan findes her.
På kysten er der ligeledes en lang række af arrangementer, som kan ses her.