Da Klaus Nygaard kom til Grønland for 40 år siden og i løbet af kun et par år fik sin første chefstilling, var kravene til hans lederevner ikke helt umulige at opfylde. Der var nemlig kun én medarbejder at holde styr på – ham selv.

- Jeg var dengang min egen chef som videnskabelig leder af Grønlands Fiskeriundersøgelsers laboratorium i Nuuk. Alle mine kolleger sad i Danmark, beretter han.

Siden kom der flere striber på skuldrene, og Klaus Nygaard indledte en enestående chefkarriere, ja, det er lige før, det er svært at fatte bedriften: Hvordan kan man sidde som øverste direktør for Grønlands Naturinstitut i 30 år?

Vel at mærke på en så udsat post, der har potentialet til at udløse kæmpe ballade?

Men sådan blev det altså for den ellers indfødte københavner. Og på trods af stærkt skiftende politiske vinde har stolen aldrig været varm under Klaus Nygaard, selv om han har skullet balancere på vippen mellem dedikerede forskere, stovte fiskere og et administrativt lag med en endeløs række af politiske personligheder, som han i øvrigt konsekvent omtaler i pæne vendinger.

22 forskellige Naalakkersuisoq er det blevet til gennem tiderne!

Da Klaus Nygaard gennem hele perioden har været åremålsansat, har han tilmed været under det ekstra pres, at han med jævne mellemrum har skullet søge sit eget job i konkurrence med andre kandidater, der har været sultne efter hans stol.

-  Min stilling har været i opslag fem gange og er blevet forlænget fem gange, så politikerne har 10 gange skullet tage stilling til, om de var tilfreds med min indsats, indskyder han med et skævt smil.

»Vi bliver«

AG møder den snart 66-årige direktør i hjørnekontoret på Naturinstituttet. Her er højt til loftet og en formidabel udsigt til fjeld og fjord. Endnu er det kun inderkredsen, som kender til hans beslutning om at stoppe. Men medarbejderstaben orienteres denne uge.

Ved den sidste forlængelse af kontrakten bad Klaus Nygaard om ét år i stedet for de normale tre, og perioden udløber til sommer. Herefter fortsætter han i en såkaldt tilbagegangs-stilling og kan være med til at sikre et glidende generationsskifte på posten.

- Hvad var det, som trak dig til Grønland i sin tid?

- Min daværende kæreste læste eskimologi og ville herop. Jeg var ikke særlig interesseret, men tænkte, at jeg hurtigt kunne flytte tilbage igen. Under uddannelsen til biolog var det min drøm at studere tropiske parasitter.

I stedet for fugtig hede blev det til tør kulde, og snart faldt Klaus Nygaard godt til i et land, hvor han med stor appetit på eventyr tog imod de chancer, som bød sig; herunder at være statens udsending i Jameson Land (i den nordøstgrønlandske vildmark), hvor han i 40 minusgrader skulle overvåge, at amerikanernes bulldozere ikke gjorde ubodelig skade på den sarte natur.

- Det var vanvittigt koldt, husker han.

Som biolog var det tilmed en gave for ham, at han kunne kombinere de professionelle opgaver med personlige interesser. Han elsker at gå på jagt, fuglekig er en stor passion, og så har han og hustruen egen båd, som blandt andet kan fragte dem ned til deres sommerhus i Narsaq.

- Du skal vel som mange andre danskere tilbage til moderlandet for at være pensionist på et tidspunkt?

- Nej, vi bliver her. Vi har lige købt en ny andelsbolig, og størstedelen vores omgangskreds er jo her, svarer Klaus Nygaard.

Umulig opgave

Men lad os vende tilbage til begyndelsen – Nygaards første årti i Grønland; dengang, hvor hjemmestyret var opsat på at overtage så mange ansvarsområder som muligt. Et oplagt område var Grønlands Fiskeriundersøgelser, som beskæftigede 30 ansatte i København.

- Mange var dengang af den overbevisning, at det ikke kunne lade sig gøre at rykke det herop. Og det blev ikke lettere, da det viste sig, at kun én af medarbejderne i Danmark ønskede at flytte til Nuuk. Og han gik på pension et par år senere. Dermed stod jeg som nyansat direktør i 1992 med den opgave at skulle gennemføre en total udskiftning af personalet, forklarer Klaus Nygaard.

Og ja, man bliver helt svedt ved tanken om de udfordringer, den dengang 35-årige Nygaard stod over for. Udover at fylde kontorerne med nye folk, skulle han også løse den gordiske, logistiske knude at flytte hele molevitten fra København til Nuuk samt at sikre, at det hele lynhurtigt var funktionsdygtigt.

- Og hvor mange er i så i dag?

- Vi er cirka 70 ansatte på instituttet, heraf 45 forskere, svarer han.

Klaus Nygaard kan med god grund være stolt af, at det under de tumultariske forhold i naturinstituttets fødselsår alligevel lykkedes at holde hele operationen kørende nogenlunde smurt.

- Vi har ikke på noget tidspunkt haft et afbræk i vores myndighedsbetjening eller neddroslet bestandsopmålingerne. Vi har gennemført vores undersøgelser – altid. Det er sket takket være en god medarbejderstab, siger han.

Spændingsfelt

Når man betragter Naturinstituttets bygninger udefra, slår det én, hvor vellykket en bygning, der er tale om. På én gang udstråler den noget rustikt og vejrfast og samtidig med et strejf af elegance over sig. På camouflageagtig vis glider den i ét med de grå fjelde og omsluttes af landskabet. Som skabt til omgivelserne.

Det er muligvis ikke tænkt sådan fra arkitektens side, men denne urokkelighed passer meget godt til missionen. Herinde skal man kunne modstå pres og signalere autoritet, for der er som bekendt store kræfter og interesser på spil, når biologerne afgiver deres anbefalinger og rådgivninger vedrørende landets hovederhverv – fiskeriet.

Klaus Nygaard har da også gennem årene oplevet lidt af hvert.

- Man skal ikke angle efter popularitet, hvis man ønsker det her job, siger han – med en god portion underdrivelse.

- Der har været demonstrationer, vi har haft folk stående udenfor med bannere, der har været tilsvininger i pressen, kolleger har stået for skud og er blevet skældt huden fuld. Det har til tider været ubehageligt. Men samtidig må jeg sige, at vi gennem alle årene har haft opbakning fra politisk side. I sin tid stemte samtlige partier for at etablere instituttet, og selvom der har været utroligt mange, skiftende landsstyremedlemmer har ingen på noget tidspunkt talt om at nedlægge os. Det har aldrig været kedeligt, tilføjer Klaus Nygaard.

- Samtidig er det indlysende, at tiden og udviklingen har været med os. Vores rådgivninger har været med til at sikre en bæredygtig fangst af fisk og rejer, og fiskeriet har aldrig været mere værdifuldt end nu, supplerer han.

- Du har aldrig selv været direkte i skudlinjen, hvordan kan det være?

- Det ved jeg ikke, måske fordi jeg er gode venner med alle, eller at jeg i hvert fald ikke er uvenner med nogle. Jeg er nok typen, som søger løsninger og ikke opsøge konflikter. Men der er altid et spændingsfelt på et område som vores; det kan ikke undgås.

- Samtidig er det åbenlyst, at den bæredygtige vej er den eneste farbare. Det har de fleste også for længe siden erkendt.

Nygaard kan dog godt blive en smule vrissen, når han dvæler ved den omgangstone, der rumsterer i offentligheden. Der er for mange, der leder efter håret i suppen.

- Der er nok en tendens til – på mange niveauer – at man hæfter sig ved de ting, der ikke fungerer. Det gælder nok bredt i samfundet. Men her hos os vil jeg tillade mig at sige, at der har været rigtigt mange successer. Jeg er for eksempelvis glad for den udvikling, vi har gennemgået på forskningsdelen, hvor vi i dag er internationalt anerkendt for vores arbejde og har tilknyttet flere verdensberømte forskere. Det har været meget berigende at være en del af den udvikling.

Ingen løbske byggerier

Nygaard kom gennem årene til at gøre brug af en del skjulte talenter, som biologer ikke nødvendigvis er født med. For eksempel har rollen som bygherre kostet rigtigt mange kræfter. Blandt andet i forbindelse med opførelsen af naturinstituttet og dets senere udvidelser.

Erhvervelsen af det nye forskningsskib, Tarajoq, har også trukket tænder ud. Processen har været langstrakt og faktisk er det først her til sommer, den er tilendebragt. Det er en del af årsagen til, at Nygaard har valgt at vente med at slippe tøjlerne til nu.

Tarajoq er bygget på værft i Spanien og er Grønlands hidtil største investering i forskning, i alt 235 millioner kroner har det kostet. Og så lykkedes det også denne gang at holde prisen.

- I min tid har vi investeret i forsknings-infrastruktur for over en halv milliard kroner, og alt er bygget til den budgetterede pris, siger han – og virker lidt forlegen over at skulle fremhæve egne bedrifter.

Men nu vi er ved dén del, er det faktisk også lykkedes instituttet at slå en slags grønlandsrekord, når det kommer til at tiltrække fondsfinansiering. Gennem årene har især Aage V. Jensens Fonde været en uundværlig partner, men også danske styrelser har lagt betydelige beløb i kassen.

Den svære disciplin – fundraising – har Nygaard også skulle lære sig selv.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at det vigtigste er, at man holder, hvad man lover. Så får man flere penge, siger han.

Hjerteblod

Når han ser tilbage på de 30 år, glæder han sig især over den fremdrift, der hele tiden har kendetegnet arbejdspladsen.

- Fra først færd var der en ukuelig pionérånd blandt medarbejderne, som har været med til at forme vores værdisæt. Derfor har det også, som nok det vigtigste, kontinuerligt været muligt at tiltrække og fastholde dygtige folk. Jeg plejer at sige, at vi har hele tiden har været i en form for selv-acceleration.

- Hvordan bliver det at give stafetten videre?

- Naturinstituttet er hjerteblod for mig. Jeg har været med fra selve undfangelsen af det her sted. Så derfor vil jeg også loyalt lægge mig i selen for at bistå den nye ledelse som senior-rådgiver. Det er min plan at fortsætte en del år i den rolle, men selvfølgelig trappe lidt ned, så jeg får mere tid til at gå på jagt og den slags. Det vigtigste for mig er, at instituttet fortsætter sin gunstige udvikling, svarer Klaus Nygaard, der er gift med den kendte og prisbelønnede arkitekt Inge Bisgaard og sammen med hende har datteren Luna Inaluk.