Politiker: Siriuspatruljen bør have fast deltagelse af grønlændere

Det er forståeligt, at der skal være en veltrænet militærenhed som Slædepatruljen Sirius, der patruljerer i Østgrønland, men enheden bør have deltagelse af grønlændere, mener Doris J. Jensen.

- I det mindste bør Forsvaret inkludere grønlændere i Siriuspatruljen, eller man kunne også træne grønlandske unge, så de selv kan tage ansvar for overvågningen i fremtiden, siger Doris J. Jensen.

For tiden kan dokumentaren 'Sirius' opleves på DR. I serien følger man Slædepatruljen Sirius på rejse i Østgrønland, hvor patruljen står for blandt andet suverænitetshåndhævelse.

Udsendelserne har fået politiker Doris J. Jensen (S) til tastaturet og lave et opslag på Facebook, hvor hun blandt andet spørger, om Grønland er klar til selv at tage ansvar for overvågning her i landet?

Selv mener Doris J. Jensen, at Sirius er vigtig som et led i overvågning i Østgrønland, men der bør gøres mere for at få grønlændere med i patruljen.

- Så vidt jeg ved, er Alfred Olsen den eneste grønlænder, der har været med i patruljen. Jeg synes ikke, det er i orden.

- Burde inkludere én eller to

- I det mindste bør Forsvaret inkludere grønlændere i Siriuspatruljen, eller man kunne også træne grønlandske unge, så de selv kan tage ansvar for overvågningen i fremtiden, siger Doris J. Jensen til Sermitsiaq.AG.

Adgangskrav til Slædepatruljen Sirius

Forsvaret skriver følgende om adgangskrav til Slædepatruljen Sirius:

Hvis du har gennemført en basisuddannelse i Forsvaret eller hos Beredskabsstyrelsen, så kan du søge uddannelsen som patruljefører hos Slædepatruljen Sirius.

Du skal derudover have en ren straffeattest og et afklaret bagland af hensyn til at kunne gennemføre den fulde udstationering. Du skal have kategori B kørekort.

Derudover skal der bestås en optagelsesprøve fordelt på 2 moduler. Her testes blandt andet kandidaternes styrke og udholdenhed samt samarbejdsevner.

Kilde: Forsvaret.dk

Hun mener, at grønlændere bør være en naturlig del af patruljen, der blev oprettet umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Hun henviser blandt andet til inuits deltagelse i Canadian Rangers, der blandt andet står for militærtilstedeværelse i visse dele af Canada.

Spørgsmål: Men hvis Forsvaret har brug for bedst egnede til patruljen, er det så ikke et spørgsmål om, at grønlændere må melde sig til Forsvaret og komme ind den vej igennem?

- Jeg ved, der er flere grønlændere, som er og har arbejdet i Forsvaret. Med det formål patruljen har, burde de inkludere en eller to grønlændere for at træne dem, siger Doris J. Jensen.

Vel have folk til at reflektere

Sammen med sit facebook-opslag har Doris J. Jensen vedhæftet nogle oplysninger, som hun i sin tid fik som medlem af Folketinget.

Her fik Doris J. Jensen blandt andet oplyst, at det i 2010 kostede omkring 23 millioner kroner at drive Slædepatruljen Sirius.

- Jeg synes, den nye udsendelse er interessant og relevant og kom til at tænke på, hvad jeg selv har gjort under min valgperiode i Folketinget. Jeg ville gerne dele oplysningerne, og have folk til at tænke over, om vi kan tage ansvaret selv.

- Jeg håber, de informationer vil give anledning til eftertanke - også hos grønlændere, siger Doris J. Jensen, der understreger, at hun mener, at som verden ser ud nu, er der brug for overvågning med satellitter og droner i Grønland ud over Slædepatruljen Sirius.

Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar fra Arktisk Kommando og den danske forsvarsminister til spørgsmålet.

Powered by Labrador CMS