Chefredaktøren anbefaler: - Jeg tilgiver mine plageånder

Aka Høegh er søgt i hi i sit hus i Qaqortoq. Hun bor i sit barndomshjem, et solidt tømret træhus, som faderen byggede i 1950, da familien flyttede fra Qullissat til Sydgrønland.

Faderen var den første selvstændige grønlandske håndværker i Qaqortoq, fortæller Aka Høegh over en lidt skrattende telefon.

Grand old lady inden for grønlandsk billedkunst fylder snart 75 år. Hun kikker ud af vinduet på øsende regnvejr og sjappet sne, fortæller hun, som ellers aldrig bliver træt af udsigten over mod Akia. Øen ud for Qaqortoq har hun gengivet på talrige akvareller. På alle årstider finder hun inspiration i det nære, barndommens landskab.

Billedkunstneren har gennem hele livet vagabonderet verden rundt – fra Sydamerika til USA, Canada, Alaska, Danmark og mange andre lande.

Sammen med ægtefællen, fotograf Ivars Silis, ejer hun et hus i Sverige. Af gode venner låner hun ofte en lejlighed i Hellerup i Danmark. Og når Aka Høegh skal helt ned i tempo, flytter hun til parrets hytte i Igaliko.

Men lige nu er hun hjemme i Qaqortoq i huset med de knirkende brædder, hvor faderen indimellem går igen på sit tømrerværksted som en kærlig skygge fra fortiden. Sådan opfatter Aka Høegh i hvert fald hans hilsen fra det hinsides.

Tømrerværkstedet er i dag Aka Høeghs atelier.

- Jeg tog hjem til min by for ikke at undgå at blive fejret på fødselsdagen. Jeg er i mit barndomshjem og nyder det. Silis kommer hjem fra Sverige, hvis Air Greenland vil. Så dukker min søster og naboerne op. Jeg har nok lidt mad i gryderne. Det bliver ikke nogen stor fest, lyder det fra fødselaren, som sædvanen tro slår en stor latter op.

De to børn, filminstruktør og billedkunstner Inuk Silis Høegh og datteren, billedkunstner Bolatta Silis Høegh ser hun først senere.

Børn inspirerer

Alle i den nærmeste familie er kunstnere.

- Begge mine børn blev studenter med gode karakterer. Jeg rådede dem til at uddanne sig videre. Og ikke blive kunstnere. For det er svært. Man skal have en stærk vilje for at kunne skabe noget. Der skal arbejdes hårdt. Det er krævende, siger Aka Høegh.

- I dag er de så begge blevet kunstnere. Og jeg er glad på deres vegne. De inspirerer mig. Men selvom de er voksne, er de jo stadig mine små børn, som jeg har ammet, til de begge var 3-4 år. De kunne læse meget tidligt og lå og kikkede i en bog, mens jeg ammede dem. Og så trak jeg brystet til mig! For nu var de virkelig blevet for store!

- For mig er det meget vigtigt med familiens støtte. Jeg beskytter mine børn og føler, at jeg skal hjælpe og være der som mor, selvom de altid har været meget selvstændige begge to. Når de sad og legede på gulvet, var de helt inde i deres egen verden. Jeg har altid tegnet dem og er blevet inspireret af deres leg.

Mobbeoffer

Den store natur lige uden for døren har gennem hele livet været en vigtig del af Aka Høeghs kunst.

- Jeg er optaget af naturens ånd. Jeg går tur ved stranden og snakker med ånden i naturen. Når jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme i gang med mit arbejde, går jeg udenfor. Så kommer viljen igen og inspirationen, fortæller Aka Høegh.

- Mennesker inde i byen kan være så onde ved hinanden i små samfund. Når jeg kommer tilbage fra gåture eller sejlture, føler jeg mig altid lettere til mode.

- Som barn blev jeg mobbet. De andre børn rev mig i håret og kastede sten efter mig. Jeg blev ikke inviteret med til fødselsdage. Jeg var meget ked af at være udstødt. Min søster tog et stykke kage med til mig fra fødselsdagen. Så sad jeg bag en stor sten og spiste kagen.

- Når de andre børn plagede mig, sagde min mor, at jeg bare skulle springe op og falde ned på det.

- Jeg sagde selv til mine børn, at de aldrig måtte udelukke andre børn. Hvis de ikke inviterede alle, blev der ingen fødselsdag.

Overvejede du aldrig at flytte væk fra Qaqortoq efter de onde oplevelser?

- Jeg har altid været meget knyttet til min familie, især min far, og mine 7 søstre. I dag er de folk, som var stride engang, blevet søde. Mange er gået bort. Jeg glemmer aldrig, at jeg blev mobbet. Men som gammel kone på 75 år, så tilgiver man. Man tilgiver for alt det onde.

5 ammer fra Qullissat

Aka Høegh blev født i den nu nedlagte mineby Qullissat i en store børneflok.

- Jeg var 58 cm og vejede kun 2600 gram ved fødslen. Min mor syntes, jeg var så grim. Hun var bange for, at jeg skulle dø, fordi jeg var så tynd. Så jeg blev ammet af 5 ammer fra Qullissat, for at jeg kunne få mad nok. Jeg har sidenhen mødt en af kvinderne. Aldrig har jeg set en kvinde med så kæmpestore bryster! ler Aka Høegh.

Nukardleq Najârak Eva Høegh, som hun oprindeligt hed, holdt i imidlertid fast i livet. Hun drak gedemælk fra familiens ged. Hun tegnede på indpakningspapir i faderens tømmerværksted. Hun var fars pige. Hun forgudede sin far.

Hos ham kunne hun søge tilflugt for mopperier. Kunsten blev vigtigere og vigtigere. Jens Rosing opmuntrede hende. Han gav hende farver og papir. Han var moderens fætter.

Ung kunst

Hvordan har du selv oplevet udviklingen i grønlandsk kunst gennem årene?

- Det er et svært spørgsmål. Men for mig er kunsten selve kernen i mennesket. Den følger altid med. Den giver livet mening, siger Aka Høegh.

- Helt fra gammel tid har vi haft tradition for kunst. Vi har udsmykket kajak og fangstredskaber. Vi har skåret i ben og fedtsten. Og gør det stadig. Kunsten er altid fulgt med på rejsen, da vi levede som nomader. Den var en del af livet, helt tæt på.

- Vi er en kæmpe ø med en meget lille befolkning. Alligevel har vi været meget skabende gennem tusindvis af år.

- I dag har vi museer i næsten alle byer. Det er meget værdifuldt. Kunsten i Grønland i dag er blevet mere international. De unge udtrykker sig på alle mulige måder, på papir, i installationer. Alt muligt. De unges vilje og lyst til at skabe noget kunstnerisk er blevet større, mener Aka Høegh.

- Jeg følger med i, hvad de unge laver på Kunstskolen i Nuuk. Og på kunstakademiet i Danmark, hvor der er kommet mange flere grønlændere. Det er glædeligt. Der kommer meget nyt. For mig selv har det altid været vigtigt at rejse ud for at hente inspiration. I dag rejser mange unge til Canada og Alaska til de andre inuit. Det synes jeg er godt.

Politisk kunst skaber rav i den

Som ung i 1970’erne var Aka Høegh selv aktiv i ungdomsoprøret og med i kredsen omkring Unge Grønlænderes Råd i København. Hun deltog i teatertruppen Solvognens happening i Rebild bakker, hvor hun var indianer, for at markere oprindelige folks rettigheder på den amerikanske uafhængighedsdag.

Hvad synes du om den politiske kunst i dag med udspring i debatten om det etniske?

- Jeg kan godt lide politisk kunst. Man vågner op som menneske, når nogen laver noget rav i den. Jeg synes, at en kunstner som Julie Edel Hardenberg er spændende. Hun er skarp. Hun laver interessante ting især om forholdet mellem Danmark og Grønland.

- Hun får mig til at vågne op, fordi hun har en ny måde at udtrykke sig på. Hendes kunst kan vises i hele Grønland og ude i verden. For eksempel så jeg en fin udstilling i Lund i Sverige med Julie, Pia Arke og Jessie Kleemann. Det er tre virkelig stærke, kvindelige kunstnere fra Grønland.

Arbejdslegater vigtige

Aka Høegh fortæller, at hun i sin ungdom fandt sig selv ved at læse grønlandske myter og sagn. Hun læste dagbøger fra kolonitiden.

- Min mor har fortalt masser af historier fra dengang. Hun arbejdede som ung pige i huset. Hun knoklede uden at få løn for det – hold da op! Det var den måde, hun lærte dansk på.

- Jeg hader ikke kolonitiden. Jeg voksede selv op i et hjem med masser af tryghed. Men nogle af koloniherrerne dengang har været forfærdelige.

Aka Høegh er internationalt orienteret. Hun har rejst meget. At komme ud og snuse til verden er vigtigt.

Aka Høegh ser med glæde på, at Naalakkersuisut er begyndt at støtte især unge med legater.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik arbejdslegater på 1-2 år for kunstnere til at skabe billedkunst, litteratur eller film. Det skal være en ordning i stil med Statens Kunstfond i Danmark. Støtten skal spredes ud til så mange som muligt – ikke med kæmpe beløb, så det bliver en sovepude. Men nok til at mange unge får lyst til at arbejde med kunst.

Nivi Pedersen, kendt fra tv-serien Borgen, er en af de unge filmskabere, som burde få sådan et legat, mener Aka Høegh.

- Nivi Pedersen er en fantastisk pige. Hun er så dygtig. Jeg håber, hun får støtte til at lave en tv-serie om Grønlands historie. Det er mit største fødselsdagsønske, at hun får økonomisk støtte til at lave den serie.

Jeg er ikke nationalist

Aka Høegh har et andet ønske til fødselsdagen: et nationalgalleri. Sammen med først Bodil Kaalund, Anne-Birthe Hove og siden Josef Tuusie Motzfeldt og Bjørn Nørgaard har hun kæmpet for et kunstmuseum i efterhånden 20 år.

Bjarke Ingels har tegnet museet. Fornylig bevilgede Naalakkersuisut 50 mill. kr. til nationalgalleriet, som ventes at koste omkring 210 millioner kr. Så måske er der omsider lys forude.

- Jeg har set kæmpestore kunstmuseer rundt i Europa, i USA og selv i Rusland. Sameland har sit eget kunstmuseum. Et museum som Smithsonian i Washington har utrolig meget kunst, og en spændende afdeling med inuit-kunst fra Canada og Alaska.

- Men vi her i Grønland har ikke engang vores eget nationale kunstmuseum. Nu har vi fået et fundament. Mit store fødselsdagsønske er, at vi får det museum, siger Aka Høegh.

- Så vi kan vise os selv og resten af verden, hvad vi er stolte af som nation. Jeg er ikke nationalist. Tværtimod! Jeg elsker skabende mennesker i hele verden.

- Men nu vil jeg altså have det nationalgalleri!