Japansk inspireret kunster står bag årets julekort fra Naalakkersuisut
Dette års julekort er lavet af kunstneren Nicoliinnguaq Cortzen, som har hentet sin inspiration fra de japanske tegnemåder anime og manga.
Ung, kreativ og dygtig til at fordybe sig i sine kunstværker.
Det er ordene fra formanden for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede, som retter sig mod den 32-årige kunstner Nicoliinnguaq Cortzen. Hun står bag årets julekort fra Naalakkersuisut.
- Jeg er glad for, at hun har takket ja til at lave årets julekort fra Naalakkersuisut, siger han.
Nicoliinnguaq Cortzen forklarer, at tegningen af årets julekort viser julen i Qasigiannguit og udsigten, der hvor juletræet plejer at stå. Man kan se husene, siger hun:
- Jeg har valgt denne tegning for at vise, hvor jeg er opvokset. Det er til trods for, at jeg har boet det meste af mit liv i Ilulissat. På billedet kan man se et brunt hus "Sukkulaaq". Når jeg skal tegne noget med Qasigiannguit, så er "Sukkulaannguaq" altid med på tegningerne”.
Kunstnerens drømme
Nicoliinnguaq Cortzen er uddannet kunstner fra Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik, kunstskolen i Nuuk. Hun er født med autistiske træk. Det betyder, at Nicoliinnguaq Cortzen kan fokusere på en bestemt interesse og lære alt om dette, oplyser Formandens Departement.
En evne, som Nicoliinnguaq Cortzen bruger på hendes helt store interesse, nemlig de japanske tegnemåder anime og manga. Ikke nok med det, så har hun lært sig selv japansk og rejst rundt i Japan.
- Lige nu går jeg på Majoriaq, og når jeg er færdig, vil jeg gerne til Japan for at uddanne mig som tegneserietegner, siger Nicoliinnguaq Cortzen og tilføjer, at hun har en drøm om at komme tilbage til Grønland, hvor hun vil arbejde som tegner.