Kuupik: Euro godt for Grønland
- Jeg synes, det er rigtig dumt, at Danmark står uden for euroen, siger formanden for naalakkersuisut

- Hvis Danmark tilsluttede sig euroen, er det klart, at så ville vi også betjene os af det.
Sådan siger formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, i et stort interview med Politiken, som i en artikelserie sætter fokus på rigsfællesskabets fremtid.
- Jeg vil nødig stå i en situation, hvor Grønland var det eneste land i verden, der havde den danske krone. Alt andet lige - og uden at fornærme mine politiske alliancer - så vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig dumt, at Danmark står uden for euroen.
I interviewet forholder Kuupik Kleist sig også til rigsfællesskabet og dets fremtid.
- Hvis jeg var dansk statsminister, ville jeg udfolde mit yderste for at beholde Færøerne og Grønland inden for det danske rige i et eller andet omfang. Altså i den betydning, at jeg ikke kom til at miste en integreret samarbejdsform med de nordatlantiske besiddelser.
- Det ville være altafgørende, hvis jeg nu lige sad i den danske statsministers stol, fastslår Kuupik Kleist over for Politiken.
Grønland udtrådte formelt af det daværende EF i 1985.