Ivalo Olsvig vil have inuit fremhævet i Grønlands historie: Jeg ser det som en del af afkoloniseringen

Historien bliver for ofte fortalt fra et dansk perspektiv – og det skal ændres. Det mener Ivalo Olsvig, der har sit eget firma, hvor hun tilbyder konsulentarbejde, foredrag og artikler om Grønland.

Ivalo Olsvig har holdt foredrag forskellige steder i Danmark samt i Grønland.
Offentliggjort

Da Ivalo Olsvig i 2018 skrev speciale om Arnarulunnguaq og Qaavigarssuaq Miteq, vidste hun ikke, hvor meget specialet ville bane vejen for hendes fremtidige arbejdsliv.

Der var nemlig interesse for at høre historien om de to inuit, der deltog i Den 5. Thule Ekspedition 1921 til 1924 og altså ikke kun om Knud Rasmussen, skriver Sermitsiaq.

Ivalo Katrine Birthe Foget Olsvig på 31 år er cand.mag. i Grønlandske og Arktiske Studier med speciale i Museologi fra Københavns Universitet og bor i dag i København.

Tilbage i oktober 2020 oprettede hun sit eget firma, hvor hun som grønlandsk og arktisk konsulent og foredragsholder tilbyder konsulentarbejde og foredrag. Det gør hun ved siden af sit fuldtidsarbejde for dels at imødekomme de henvendelser, der stadig kommer på hendes speciale og viden om de inuit, der holdt Knud Rasmussen i live på ekspeditioner, dels for at imødekomme alle de spørgsmål, der er kommet til formidlingen om inuit og Grønland, som er vokset utrolig meget indenfor de sidste par år.

Ivalo Olsvig drømmer om at give inuit mere plads i historien. De vigtige inuit-skikkelser bliver ofte glemt, og det er utrolig vigtigt at kunne spejle sig i historien og de mennesker, der er i den, fortæller hun.

– Da jeg arbejdede på mit speciale, tænkte jeg, hvor er dem, der ligner mig? Der mangler inuit i den grønlandske historiefortælling, og jeg drømmer om at skrive en bog med grønlandske historieportrætter med en tidslinje om Grønlands historie, der har fokus på inuit, og ikke kun har en dansk vinkel, hvilket jeg synes, der er for meget af i grønlandsk historiefortælling.

Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS