Michelin-stjerner skinner over Grønland

Koks, der for nylig har slået dørene op i Grønland, beholder sin stjernestatus med hele to Michelin-stjerner og bliver dermed Grønlands første Michelin-restaurant.

Personalet skålede i champagne til nyheden om, at Koks beholder sine Michelin-stjerner.
Lisa BurnsPersonalet skålede i champagne til nyheden om, at Koks beholder sine Michelin-stjerner. World of Greenland Lisa BurnsPersonalet skålede i champagne til nyheden om, at Koks beholder sine Michelin-stjerner. World of Greenland Lisa BurnsPersonalet skålede i champagne til nyheden om, at Koks beholder sine Michelin-stjerner. World of Greenland

Restaurant Koks beholder sin status som Michelin-restaurant. Det stod klart mandag aften, da Michelin-guiden uddelte de eftertragtede stjerner ved et event i den norske by Stavanger.

Personalet og køkkenchefen var ikke selv til stede i Stavanger, da stjernerne blev uddelt. Det skyldes blandt andet, at flytrafikken - ifølge køkkenchef Poul Andres Ziska - for tiden har været lidt uregelmæssig. Det turde man ikke risikere. Men fejret blev det.

- Vi åbnede en flaske champagne til personalemødet og skålede. Og så var det ellers bare tilbage til arbejdet, forklarer den tilfredse køkkenchef.

Vidt forskellige restauranter

Restauranten, der beholder sine to Michelin-stjerner, er midlertidigt flyttet fra Færøerne til Ilimanaq syd for byen Ilulissat.

Og det betyder noget for helhedsindtrykket og smagsoplevelserne, at restauranten ikke længere er færøsk, men grønlandsk.

Det forklarer Poul Andreas Ziska.

Han aner ikke, om det har haft en indflydelse på Michelin-guidens bedømmelse. Køkkenchefen ved heller ikke, om Koks har haft besøg af Michelin-guiden i Grønland.

- Man kunne godt forestille sig, at de (Michelin-guiden, red.) har været forbi. Men det kan også være - siden Færøerne og Grønland hører under det danske kongerige - at de bare har tænkt, at vi er flyttet fra en lille by til en anden - og at det ikke skulle have den store betydning, siger Poul Andres Ziska.

Mere vægt på det grønlandske

I Michelin-guiden står der, at Koks som noget nyt er begyndt at operere i Grønland. Og det ærgrer køkkenchefen, at der er ikke er gjort mere ud af det i Michelin-guiden.

- Selvom det er de samme folk og samme koncept, så er det to vidt forskellige restauranter. Vi arbejder med grønlandske og ikke færøske råvarer, siger han:

- Det har en stor indflydelse på oplevelsen, så det kunne de godt have fremhævet lidt mere.

Når det så er sagt, så er køkkenchefen glad for, at Koks beholder sine to Michelin-stjerner.

Powered by Labrador CMS