Bortvist stabschef inviterede facebookvenner på fri bar

Alex Nørskov, tidligere stabschef i forvaltningen for anlæg og miljø i Kommuneqarfik Sermersooq, har med kommunes penge betalt for en julefrokost med fri bar til ti personer - men fire af dem var ikke ansat i kommunen.

Alex Nørskov ønsker ikke at udtale sig om sagen.
Offentliggjort

Alex Nørskov er ikke længere ansat i Kommuneqarfik Sermersooq.

Det bekræfter kommunen over for Sermitsiaq.AG.

Tilbage i slutningen af 2021 blev den nu tidligere stabschef i forvaltning for anlæg og miljø midlertidigt hjemsendt - og en partshøringsfase blev igangsat.

Sermitsiag.AG har forsøgt at finde ud af, hvorfor den tidligere stabschef ikke længere er ansat. Det har ikke været muligt at få oplyst fra kommunen, da det er en personalesag.

En aktindsigt i en lang række bilag viser, at Alex Nørskov den 16. december 2021 på kommunens regning har betalt 7.600 kroner for ti personer til en julefrokost på Restaurant Vita i København. Hvorvidt denne sag er årsag eller en del af årsagen til, at Alex Nørskov ikke længere er ansat i kommunen, er ikke bekræftet.

Ifølge ejeren af Restaurant Vita kostede julefrokosten med fri bar, herunder øl og vin i tre timer, 750 kroner per person. Garderoben kostede 10 kroner per person, hvilket svarer til 7.600 kroner for ti personer, som er det beløb, Alex Nørskov betalte med kommunens penge.

Kilde: Kommuneqarfik Sermersooq

Fire personer var ikke ansat

En anden aktindsigt viser navnene på de personer, som deltog i julefrokosten. Kommunen oplyser, at det kun var seks af de ti personer, som var ansat i kommunen.

To af de fire personer, som ikke er ansat i kommunen, er venner med Alex Nørskov på Facebook. Den ene er medstifter af et crossfitcenter i Nordjylland, mens den anden står som ledig og bosiddende i København. Begge de to facebookvenner er fra Nuuk. Sermitsiaq.AG har forsøgt at finde svar på, hvad de fire personer har med kommunn at gøre, siden de skulle med til julefrokost. Det har ikke været muligt.

Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en kommentar fra Ole Jacobsen, kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq, om hvorvidt det er kutymen, at kommunen betaler for julefrokoster med fri bar til personer, der ikke er ansat i kommunen.

Kommunaldirektøren oplyser i et skriftligt svar:

- Da der er tale om en personalesag, der endnu ikke er afsluttet, kan jeg ikke udtale mig.

Sermitsiaq.AG har bedt Alex Nørskov om en kommentar, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Powered by Labrador CMS