Tilsynsråd pålægger kommunal-bestyrelse at behandle afvist punkt

Et forslag om at placere et politisk ansvar i boligsagen skal behandles af kommunalbestyrelsen, slår Tilsynsråd fast.

Kommuneqarfik Sermersooq har indkasseret et nyt nederlag i Tilsynsrådet.

Tilsynsrådet har holdt møde i sidste uge, og her har rådet besluttet at pålægge den nye borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, at sætte et punkt om boligsagen på udkast til dagsordenen til førstkommende møde i kommunalbestyrelsen. Det oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.

Derudover pålægger Tilsynsrådet kommunalbestyrelsen i kommunen at godkende det pågældende punkt på udkast til dagsorden samt at realitetsbehandle punktet.

Tidligere på året blev forslaget afvist fra dagsordenen af et flertal i kommunalbestyrelsen. Allerede dengang bad Selvstyrets tilsynsenhed kommunen om at sætte punktet på dagsordenen igen, da vurderingen var, at afvisningen var imod reglerne.

Kommer på dagsordenen

Men daværende borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) udtalte, at hun ville have prøvet sagen i Tilsynsrådet:

- Vi er uenige med tilsynet og vi har et advokatnotat, der bakker op om den vurdering. Derfor anmoder vi nu om Tilsynsrådets vurdering, lød det dengang fra Ludvigsen.

Selve forslaget er stillet af kommunalbestyrelsesmedlem Inga Dora G. Markussen (S), og det handler om at placere et politisk ansvar for den såkaldte boligsag, hvor kommunen har indgået lejeaftaler med private investorer om cirka 400 boliger. Boligerne har kommunen fremlejet til personale og borgere med underskud, hvilket Tilsynsrådet har underkendt og pålagt kommunen at stoppe med.

- Der bør placeres et ansvar for processen af boligpolitikken i denne sag. Og det ærgrer mig, at mit forslag ikke bliver drøftet her i kommunalbestyrelsen, sagde Inga Dora G. Markussen da punktet blev afvist tilbage i februar.

Inga Dora: Det er stadig relevant at drøfte sagen

Charlotte Ludvigsens synspunkt var modsat, at det ikke er kommunalbestyrelsens opgave at lægge skyld på nogen.

Inga Dora G. Markussen siger til Sermitsiaq.AG, at hun stadig mener, det er relevant at drøfte forslaget, selvom Charlotte Ludvigsen i mellemtiden er trådt tilbage som borgmester:

- Jeg synes, det er relevant at drøfte, hvordan vi er endt der, hvor vi er endt. Vi må være ansvarlige for de beslutninger, vi har taget og lære af det. Jeg synes stadigvæk, at erkendelsen og ansvaret må placeres, og det er alvorlige sager. Intentionen med forslaget har været at få dykket ned i sagens forløb og give os mulighed for at reflektere om, hvordan vi driver kommunen fremadrettet, udtaler hun.

Kommuneqarfik Sermersooq bekræfter overfor Sermitsiaq.AG, at man nu vil sætte punktet på til behandling på det førstkommende kommunalbestyrelses møde, der formentlig finder sted i august.

Powered by Labrador CMS