Chefredaktøren anbefaler: En kringlet vej til præstekraven
Hans Jørgen Dinesen har haft mange former for job i livet, herunder på en trawler, som portør og håndværker. Nu har han fundet sit egentlig kald. I sidste uge blev han ansat som den danske præst i Nuuk
Hans Jørgen Dinesen har et lyst sind og et højt humør. Det har han haft brug for mange gange i sit liv. Han var et barn, der blev alt for hurtigt voksen. Nu står der præst på visitkortet. Et arbejde, der kræver en indre styrke, som han oser af.
Omkring årtusindeskiftet fandt han ud af, at hans åndelighed egnede sig godt som præst. Han havde indtil da ikke haft en anelse om, hvad han egentlig skulle, men da præstedrømmen meldte sig, måtte han en tur på STI for at finde ud af, om han var egnet til GU – da hans karakterblad fra folkeskolen ikke sådan lige var at opstøve.
Det var han.
GU blev færdiggjort og i 2016 begyndte han på universitetets teologistudie. I sidste uge blev han indsat som præsten, der skal tage sig af de danske gudstjenester i hovedstaden.
- Hvis du vil blive til noget, så pas tiden, siger han fast.
Hans Jørgen vil bringe kristendommens kærlighedsbudskab ud, så vi som samfund kan finde vores identitet og få sat en finger på, hvad det er, vi mangler i det åndelige. Der er noget, han gerne vil sætte fokus på.
- Næstekærlighed. Omsorg. Hospitaler. Uddannelse. Kvinderettigheder. homovielsesrettigheder, siger han.
58-årige Hans Jørgen Dinesen har haft travlt op til interviewaftalen, så vi mødes i Hans Egedes Kirke og gennemfører interviewet inde i selve kirkesalen, hvor der er gjort klar til søndagens konfirmation. Bænkenes lysestager er pyntet op med en fin lille buket, der er lyserød på den ene side og lyseblå på den anden.
Filosofisk tankegang
Hans Jørgen er udmærket godt klar over, at samfundsdebatten om nationaliteter er øm, men åndeligheden skal styrkes, uanset etnicitet, er han overbevist om.
- Vi glemmer det åndelige element. Det er som om, det er tabu. Fysisk og fagligt kan vi sagtens være fremme, men lige ved det åndelige er vi tilbageholdende, mener han.
Hans Jørgen har altid følt en åndelig dimension i tilværelsen.
- Jeg har altid godt kunne lide Selma Lagerlöfs historier om Jesus’ barndom. Sådan noget kunne jeg godt lide at læse og høre om. Jeg kunne også lide at gå i dybden med Biblen og tænke lidt over det, siger han og kommer med eksemplet om brødrene Abel og Kain.
- De første mennesker og så myrdede han sin bror og stak af til en storby – hvor kom den storby dog fra, siger han i en forlegen, sjov tone.
- Det må da være en smutter, tænkte han første gang, han læste det, men det er sådan noget, han kan lide.
- Tung læsning, filosofi, teologi, siger han og tilføjer, at han ellers havde svært ved at læse som barn, men dog gerne pløjede sig gennem Kim-bøgerne og Jan-bøgerne.
Sandheden om Biblen kan for nogle blive så meget, at de dropper ud af teologistudierne.
- Lukasevangeliet er for eksempel skrevet i år 120, mens han sad i Rom og skrev på græsk. Der kan da ske meget på 120 år. Han mødte jo aldrig Jesus. Det er fakta, og der er nogle, der stopper, når de finder ud af det, men så er der også nogle, som forstår pointen og gerne vil give det videre, siger han.
Blomst
Hans Jørgen Dinesen er født den 26. maj 1964 i Nuuk.
- Og den 26. maj 1968 glemmer jeg aldrig. Da fyldte jeg fire år. Vi boede i blok E på Ceresvej. Juliane fra Jørgensen og Nystrup kom ind og sagde noget til min mor i entreen, så min mor måtte tørre en tåre væk og så blev der festet til den store guldmedalje. Det var kronprinsen, der var blevet født. Den fødselsdag glemmer jeg ikke, der var fest i mit lille hjem, siger han med et kæmpe smil.
Han betegner sin barndom med sin mor, Nikoline Petersen, som tryg. Hans far, den danske håndværker, Hermut Dinesen, tog tilbage til Danmark, da Hans Jørgen var fem år og siden dengang har Hans Jørgen ikke haft kontakt til sin far.
- Det er utroligt, som man kan have et afsavn til en, man ikke kender, siger han og pointerer, at det dog ikke er noget, der holder ham vågen om natten.
- Sket er sket. Livet går videre.
Han har dog kontakt til andre i sin fynske side af familien og griner over den dialekt, de snakker sammen på, når de samles.
Han tænker dog med glæde på den historie, han har fået om sin far, da han blev født.
- Jeg kan ikke huske ham, men det trøster mig utrolig meget, at en af de bedste dage han nogensinde har haft, var da jeg blev født på det dengang nye hospital. Han så mig og spurgte ”Hvad er det for en blomst?”, fortæller han.
Magisk jul alene i barndom
Selvom Hans Jørgen havde en tryg barndom, så betød den manglende faderskikkelse i huset, at han meget tidligt begyndte at hjælpe sin mor med husholdningen. Som 11-årig fik han sit første job hos cykelsmeden i Islandsdalen.
- Jeg fik fire kroner i timen ved blandt andet at lappe cykler og om sommeren arbejdede han og andre børn på fiskefabrikken. Der var en lille forskel. De andre børn tjente penge til sig selv, mens jeg skulle aflevere min løn til min mor. På den måde bidrog jeg til husholdningen, fortæller han.
Det var fra sin mor, der arbejdede i GTO-lejren som kogekone, at han lærte de vigtigste ting. Passe tiden. Kom altid til tiden. Vær aldrig uærlig. Spørg altid om lov.
Hans mor kom til Nuuk fra Ilulissat, hvor hun mødte Hans Jørgens far. Hun fik at vide, at hvis hun ville blive til noget, så skulle hun tage til Nuuk, hvor der var kæmpe et byggeboom og blive til kogekone i GTO, fortæller Hans Jørgen.
Efter faren var taget tilbage til Danmark, betød det, at han holdt jul alene, for hans mor måtte arbejde i helligdagene, fordi hun var alene. På den tid betød det ikke noget, at hun havde et lille barn derhjemme, som hun så måtte efterlade.
Men Hans Jørgen husker stadig barndommens jul som magisk, for når han vågnede, havde hans mor pyntet juletræet og hjemmet.
- Jeg fik kuldegysninger, når jeg vågnede. Jeg kunne dufte gran, og når jeg så kom ud – det var jo ikke et stort juletræ – men julestjernen var tændt og alle de farver fra julekuglerne og guirlanderne… de strålede bare, så følte jeg altid, at der var nogle, der kom og besøgte mig, fortæller han.
Livets støtte
Opvæksten har betydet, at Hans Jørgen Dinesen har gjort alt for, at hans tre børn Lars, Iminnguaq og Nivikka ikke havnede i samme situation som ham selv. De skulle forblive børn, så længe de kunne. Det synes han heldigvis, at han har opnået, selvom han på nogle punkter måske kan have været for hård. Men som han siger, havde han ikke selv en faderfigur, han kunne se på som barn. Kun et idealbillede.
- Jeg vidste kun, hvordan jeg ikke ville være far. Jeg ville være der for mine børn uanset, siger han overbevist.
Børnene har han sammen med sin kone, Margrethe, der arbejder i Grønlands Fiskerilicenskontrol og tidligere har været inspektør for Handelsskolen, og som han har været sammen med i snart 30 år. Hun har været en fast del af Hans Jørgens mange faser i livet. Det er han hende evigt taknemmelig for.
- Jeg har altid haft hende til at støtte mig op ad. Hun har været en del af mit liv, siden vi var i tyverne, og nu er vi bedsteforældre til tiårige Tuilik og femårige Qivioq, siger han.
- Hvor blev tiden af, spørger han smilende.
Håndværkerjargon
Selvom Hans Jørgen ikke vidste, hvilken uddannelsesvej han skulle vælge, har han aldrig manglet job.
- Jeg har altid fundet mig et arbejde. Jeg er ikke kræsen, fastslår han.
Som stor dreng kom Hans Jørgen Dinesen ombord på en trawler, hvor han med egne ord, lærte at passe hus. Da han gik i land, fandt han sig et job som portør og var det i ti år. Det bød på både gode og dårlige oplevelser, tragiske skæbner og lykkelige fødsler. For at håndtere det hårde arbejdsliv begyndte han at løbe, når han fik fri. Han løb fra det gamle radiohus mod dødemandssvinget, og så var han færdig. Men ni måneder efter sin første løbetur gennemførte han sit første maratonløb.
- Hvis du vil opnå noget, så gør det og gør det af lyst, lyder hans råd.
Da ti år var gået, tænkte han over, om portørjobbet stadig var noget for ham. Konklusionen var nej. Så blev han håndværker og var blandt andet med til opstarten af Qinngorput, hvor han var med til at trække kabler. Han har ingen uddannelse som tømrer, men han har de nødvendige kurser indenfor de opgaver, han har lavet.
- Da jeg begyndte på universitetet, sagde min lektor til mig, at vi skulle have gjort noget ved mit sprog, griner han og siger, at han havde noget af en håndværkerjargon dengang.
Løb er ikke længere en del af hans liv. Til gengæld dyrker han nu karate. Sådan får han svedt sine oplevelser ud.
- Man går ind i sig selv, men man er alligevel sammen med andre, siger han.