Chefredaktøren anbefaler: Herlig barndom i blok P

Institutleder for Institut for Læring, Britta Lohmann, bor i huset som hendes forældre købte i 1982. Der har hendes forældre, hende og hendes to sønners far og de to sønner selv, boet gennem årene. Tre generationer. I dag bor hun alene. Begge forældre, Adolfine og Frederik Lohmann fra henholdsvis Alluitsup Paa og Ikamiut, er døde, sønnerne, Ari og Rino, bor i Danmark og eksmanden blev hun skilt fra, da drengene stadig var små og er i dag afgået ved døden.

Så hun har det store og meget specielt indrettede hus for sig selv. Det blev udvidet, da Britta sammen med sin lille familie, kom hjem igen efter endt uddannelse som kandidat i bromatologi, i dag betegnet levnedsmiddelvidenskab, i Danmark.

Hjemmet er fyldt med gamle ting og er noget så interessant, at træde ind i. Noget af det første, der falder i øjnene er en gammel rok. Det er muligvis Grønlands første rok, fortæller Britta. Træmøblerne er i den mørkere ende, så man går helt i barndom.

Der hænger masser af billeder på et af væggene, af både ældre og nyere dato, og så har hun også flere islomskunstværker, lavet af hendes mor, hængende på en anden væg.

Stuebordet har en hylde under en glasplade, hvor der er flere af de karakteristiske grønlandske tasker. Det er nogle hendes mostre har syet og har ufatteligt små skindbroderier. Meget imponerende. Desværre har 60-årige Britta også været ude for mange indbrud, hvor der blandt andet er blevet stjålet et isbjørneskind. Heldigvis var det så gammelt, at det ikke rigtigt havde anden værdi, end affektionsværdien. Det var fra 70’erne og var blevet helt papirstyndt, så det ikke længere kunne hænges op. Sådan har hun mange ting rundt omkring i huset. Ovenpå er der også en stue for enden af huset og for at komme derind, skal man først igennem et reolværelse, fyldt med bøger.

- Jeg har ikke haft tid til at læse så meget de sidste år, men jeg køber stadig bøger. Jeg tænker, at jeg kan læse dem, når jeg bliver pensionist eller når jeg har tid, griner Britta, der har en portrætbog af Kim Larsen læggende på bordet.

Men hun er mest til krimier. Hun kan godt lide, at løse gåder.

Under interviewet høres også kukurets taktfaste tikken.

Forskel fra dengang til nu

Britta Lohmann er født på det gamle sygehus i Nuuk.

- De plejer at sige, at dem, der er født nede i det gamle sygehus, er rigtige nuummiuter, så jeg er ægte nuummioq, griner Britta, der var barn, hvor Teletårnet ligger i dag, indtil familien flyttede ind i det nybyggede moderne blok P med træk og slip og rindende vand.

Britta har tre ældre søskende fra sin telegrafistuddannede far, men hun er ikke vokset op med dem, da de er en del ældre end hende – hendes forældre var 45 og 50, da de fik hende og hendes far var enkemand, da han mødte moren, der arbejdede som sygeplejerske i Maniitsoq.

Da forældrene var fra hver deres landsdel, endte de på et kompromis om at bo i Nuuk. Dette hang også sammen med at Dronning Ingrids Sanatorium blev til Hospital i 1961, og hvor hendes mor blev afdelingsleder på medicinsk afdeling.

Som enebarn var Britta rigtig glad for, at bo i blok P, for der var børn at lege med, og fordi begge forældre arbejdede flextid, havde hun altid en forælder hjemme, når hun fik fri fra skole.

- Døren var altid åben, så der var altid børn at lege med, men jeg var alligevel altid lidt misundelig på dem, der havde søskende, siger hun.

Nuuk har udviklet sig gevaldigt siden hendes barndom, en udvikling, som hun ser som ganske naturlig.

- Man udvikler sig jo også og der er en masse muligheder, men forleden var jeg sammen med gamle klassekammerater og bekendte og så faldt snakken på nuummiutere. Man ser dem ikke rigtig mere i dag. Nuuk er blevet så stor, at man i dag forsvinder i mængden.

- Venligheden og imødekommenheden er måske den største forandring. Man låser døren i dag, det gjorde man ikke dengang, smiler Britta, der også kan se en kæmpe forskel på opdragelse.

- Da jeg var barn i blok P, opdrog alle hinandens børn. Det gør man ikke i dag. Du må ikke sige noget til et barn, der ikke er dit, siger hun med et forsigtigt grin.

Vennerne

Britta Lohmann begyndte at gå i skole på Qorsussuaq, som i dag er en del af hendes arbejdsplads. Læreruddannelsen holder til på skolen, der er alvorligt ramt af indeklimaproblemer og derfor går der nok heller ikke så længe, inden læreruddannelsen er ude af bygningen.

Da hun skulle begynde i 2. klasse, stod USK i midtbyen til gengæld færdig, og så blev hun flyttet dertil, hvor hun var indtil 9. klasse. Da rejste hun til Grenå og begyndte på gymnasiet.

Brittas modersmål er dansk, på trods af at begge forældre er grønlandske.

- Jeg tænker, at det er fordi de selv har haft svært ved at lære dansk, og de ville gerne have at jeg fik en uddannelse, hvilket krævede at man kunne dansk, siger hun.

Hvis det ikke var for legekammeraterne i blokken, og sommerferierejser til Sydgrønland, så havde hun nok aldrig lært grønlandsk.

- Andre dansksprogede boede i bydele, hvor de ikke omgikkes det grønlandske sprog, hvorfor jeg har klassekammerater den dag i dag, der ikke snakker grønlandsk, fortæller hun.

Britta vidste ikke, hvad hun ville gå videre med, da hun havde bestået gymnasiet og kom hjem igen. Det eneste, hun vidste, var, at hun gerne ville være noget indenfor sundhedsvæsenet, hvor man arbejde med mennesker.

- Lige fra barnsben af elskede jeg at læse i min mors bøger om blandt andet anatomi, men også psykologi, siger hun.

Ved et tilfælde faldt hun over bromatologuddannelsen, der er en videnskabsuddannelse om levnedsmidler. Det kombinerede hendes interesser for kød, anatomi, produktion og sundhed. Hun kom bare aldrig ud på arbejdsmarkedet med den uddannelse.

Ånd og kultur fastholder

Da Britta Lohmann kom tilbage til Nuuk, stod Ilinniarfissuaq nemlig og manglede en vikar til biologitimerne. De timer tog hun for et par måneder. Et års tid efter, stod daværende seminariet i samme kattepine og hentede igen Britta ind. Det var i 1996 og hun har været der siden. Selvom hun aldrig rigtig fik brugt sin uddannelse ude i verdenen, har hun haft god brug af den i sin undervisning.

I 2017 blev hun institutleder af instituttet. Hun blev konstitueret i 2016, efter at uddannelsen havde været under kraftig beskydning, for at uddanne for faglig svage lærere, ifølge en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut.

Britta har altså været med i seminariets forskellige perioder. Og evalueringen var en ordentlig prøvelse. Men det fik hende ikke til at søge væk.

- Ilinniarfissuaq er et specielt sted. Der er meget ånd og kultur. Alle er lige, uanset om du gør rent, sidder på kontor eller underviser. Det er ikke et sted, hvor man går i stå. Heller ikke efter, at være blevet en del af universitetet, hvor der er nogle krav, i forhold til kontinuerlig udvikling, siger hun.

- Der er mange, der mener, at Ilinniarfissuaq skal blive ved med at være Ilinniarfissuaq. Man kan måske sammenligne det med grønlandsdragtdebatten, skal den se sådan ud altid eller må den ændre sig? For selvfølgelig skal læreruddannelsen også ændre sig i takt med udviklingen.

- Nu har jeg også selv haft børn i folkeskolen, som på nogle punkter ikke fungerede godt og det vil jeg selvfølgelig også gerne være med til at ændre, siger hun.

Her nævner hun relationelle kompetencer. At man skal have en ordentlig relation til elever, men at man også skal kunne udføre klasseledelse.

Ingen specialist

Britta Lohmann har samme forventning til sine sønner, som hendes forældre havde til hende. At de kan klare tilværelsen og får sig en beskæftigelse, de kan ernære sig ved. Det behøver ikke nødvendigvis, at være en boglig uddannelse, understreger hun.

- Der har ikke været en forventning fra mine forældre om, hvilken slags uddannelse, jeg selv tog. Det skulle være, hvad jeg selv syntes, var interessant, at arbejde med, siger Britta, hvis ældste er uddannet kok.

Det kreative ligger til familien, selvom Brittas mor ikke var den mest kreative. Det var ikke fordi hun ikke kunne, men fordi hun ikke havde tiden, med det arbejde hun havde.

- Hun kunne alt andet. Det har hun givet videre til mig. Jeg kan lidt af hvert. Jeg kan være håndværker, jeg kan sy, jeg kan lave mad… men måske fordi, man kan så mange ting, så er man ikke specialist, men man kan alt, siger hun og tilføjer, at hun også lærte af sin mor, at respekt og forståelser for en persons handling er den største imødekommenhed, man kan give anden person, mens hun fra sin far lærte, at man holder, hvad man lover. Disse egenskaber bruges godt, når hun også sidder som domsmand i retten.

Mad er for Britta en essentiel del af livet, ikke alene på grund af sundheden, men at det også er godt for et sammenhold. Mad, måltider og kultur binder folk sammen. Hvis tiden er til det strikker eller syr hun sælskind. Hvis hun da ikke er til at finde i hallen lørdag til en omgang badminton.

AG Uge 15 2022

Klik her for at læse