Nato har bedt Danmark om at sende en kampbataljon til Letland

Der er nu kommet en officiel henvendelse fra Nato, der beder Danmark om at sende soldater til Letland.

Statsministeren har sammen med partilederne fra Venstre, De Konservative, De Radikale og SF været på tur til de baltiske lande onsdag og torsdag og mødt de danske soldater.
Offentliggjort

Nato har anmodet Danmark om at stille med en bataljon i Letland, siger statsminister Mette Frederiksen (S) under et besøg i Letland.

Her er hun sammen med fire andre partileder på rejse for at besøge danske soldater, der er udsendt.

- Vi har fået en formel anmodning fra Nato om at stille med en bataljon i Letland. Det ønsker vi at gøre fra dansk side, siger hun.

Ifølge Forsvarsministeriet er der tale om en kampbataljon på 800 soldater, der i perioder vil kunne blive forstærket til op til 1000 soldater. Soldaterne vil kunne være i Letland fra maj.

Danmark skal spille en rolle

Statsministeren har sammen med partilederne fra Venstre, De Konservative, De Radikale og SF været på tur til de baltiske lande onsdag og torsdag og mødt de danske soldater.

Det har gjort indtryk, fortæller hun:

- Jeg må bare sige, at den her tur til alle tre baltiske lande har understreget, hvorfor det er godt og nødvendigt, at vi har lavet det nationale kompromis (forsvarsaftale om at hæve budgetterne til Forsvaret betragteligt, red.)

- Danmark skal spille så stærk og så vigtig en rolle, som vi kan.

Mette Frederiksen kan ikke på nuværende tidspunkt give konkrete detaljer om missioner og opgaver.

Det skal først diskuteres nu inden for rammerne af Nato og Forsvaret.

Signal til Putin

Letlands premierminister, Krisjanis Karins, satte på et pressemøde torsdag ved middagstid ord på betydningen af det danske bidrag.

Det sender, mener Karins, et helt afgørende signal:

- Det sender signalet til Putin, at Nato rent faktisk er klar til at styrke hinanden - ikke bare på papiret. Nu ser vi det kollektive forsvarssystem i aktion.

Også for landets egen sikkerhed er beslutningen vigtig, sagde Karins.

Det var ventet, at Nato ville anmode Danmark om et større militært bidrag, og statsministeren annoncerede tirsdag, at regeringen er klar til at sende 800 soldater til Baltikum.

Torsdag har regeringen fremsat et beslutningsforslag for at få Folketingets opbakning til at udsende danske soldater til Natos kollektive forsvar.

Powered by Labrador CMS