Chefredaktøren anbefaler: Tvangsfjernet og bortadopteret

– Det var en af de første sager, jeg tog som partsrepræsentant. Jeg havde på det tidspunkt en naiv forestilling om, at alt nok skulle blive godt igen, og at der bare var tale om misforståelser. Det var rystende for mig at opleve den totale mangel på anerkendelse af forældreparret som værdige mennesker. Jeg mener ikke, at de er blevet givet en chance for at vise deres værd. Derfor har vi nu taget sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som er vores sidste klagemulighed, siger Najannguaq Dalgård Christensen, der ved siden af studierne på Aalborg Universitet, har engageret sig som frivillig partsrepræsentant og bisidder for grønlandske familier i Foreningen Mentor Immanuel, og Tina Naamansen der er frivillig paragraf 54-støtteperson og uddannet jurist fra Syddansk universitet.

Alkohol og fordomme

Susanne og Nikolaj (deres rigtige navne er kendt af redaktionen) fik i 2020 tvangsfjernet og bortadopteret deres kun 18 dage gamle søn. Begrundelsen var, at parret 10 år tidligere var gået med til en frivillig anbringelse af to andre børn, samt at forældrekompetenceundersøgelsen og de underliggende test havde vurderet, at forældrene havde nedsatte forældreevner.

I forløbet blev der ikke taget hensyn til Susanne og Nikolajs grønlandske etnicitet.

De fik for eksempel ikke lov til at have en tolk med til møderne, fordi ”deres danske var godt nok”, som der står i sagsakterne.

Forældrekompetenceundersøgelsen, som ifølge Socialstyrelsens krav skal være et digert værk, blev udarbejdet på bare 11 dage. Parret gav flere gange udtryk for, at de følte sig dårligt behandlet, og at de undervejs i sagsforløbet mødte fordomme såsom gentagne spørgsmål til alkohol og rusmidler, og der var også eksempler på direkte verbale overfald såsom en sagsbehandler, der i enrum kaldte dem for ”skide grønlændere”, hvorefter han høfligt hilste på dem, da de andre sagsbehandlere kom ind i rummet.

– Parret blev konsekvent spurgt ind til deres alkoholforbrug og hvem i deres omgangskreds, der drak, og om de kunne se på folk, om de var berusede. De påpegede igen og igen, at de intet forbrug af alkohol havde haft siden 2013, men det blev ikke noteret, siger Najannguaq Dalgård Christensen, der også fremhæver, at kommunens konstante påmindelser under Susannes graviditet om, at barnet ville blive tvangsbortadopteret fra fødslen, var rædselsvækkende og utrolig stressende for parret.

– Forestil dig, at du hele vejen igennem din graviditet får at vide, at kommunen går efter at tvangsbortadoptere dit barn i det øjeblik, det bliver født. Det er umenneskeligt, siger Najannguaq Dalgård Christensen, der også fortæller, at Susanne og Nikolaj fik afslag på at komme på et mor-barn-hjem efter fødslen.

Medfødt sygdom

Dertil blev der ikke taget hensyn til, at Nikolaj havde pådraget sig en hjerneskade i 1996 i forbindelse med en arbejdsulykke som mine-entreprenør. Det blev i stedet brugt imod ham i forbindelse med vurderingen af hans forældrekompetencer. Endelig vurderede kommunens spædbarnsteam, at Susanne ikke var i stand til at aflæse sønnens behov blandt andet med begrundelsen, at hun lagde ham til brystet for ofte, og at han sov for meget. Det viste sig senere hen, at drengen – der i øvrigt var født en måned for tidligt – også havde en medfødt sygdom, der blandt andet gjorde ham træt og mere passiv end et normalt spædbarn.

– Spædbarnsteamet havde så travlt med at notere Susanne og Nikolajs påståede ringe forældrekompetencer, at de glemte at kigge på drengen og se, at han faktisk viste tegn på en medfødt sygdom, som først blev opdaget, efter at han var tvangsfjernet, siger Najannguaq Dalgård Christensen.

For Susanne var det en grænseoverskridende oplevelse at have et stort hold af sagsbehandlere indenfor døren umiddelbart efter fødslen.

– Når man ammer, så er man en bjørnemor, der passer på et barn. Prøv at forestille dig, at der sidder en person bag ved dig, som rør ved dit bryst og ånder dig i nakken. Det var skrækkeligt, og det gav stor uro i huset.

Samtidig beskrev sagsbehandlerne i sagsakterne, at der var familiemedlemmer i lejligheden, når teamet fra kommunen ankom. Men ifølge Susanne og Nikolaj kom uroen ikke fra familiemedlemmerne, men netop fra de mange sagsbehandlere, der talte højt, og som insisterede på at holde drengen og blande sig i amningen med mere.

Misvisende sagsfremstilling

18 dage efter fødslen tvangsfjernede kommunen sønnen. Tvangsadoptionen blev endelig godkendt i august 2020, hvorefter forældrene slet ikke har haft kontakt med drengen, men alene følger med i hans liv via en årlig statusrapport.

– Jeg er så bekymret for, om han bliver trøstet, når han græder. Og om han får de kram, han har brug for. Og den kærlighed, han fortjener. Bliver han anerkendt og set? Det gør så ondt at miste et barn, og samtidig vide, at han er derude et sted, uden at jeg må vide mere om ham. Jeg er også bekymret for, hvordan det skal gå ham senere i livet. Jeg har en storebror, der blev bortadopteret, og han blev som voksen skubbet ud af familien og røg ind i misbrug. Vil det også ske for min søn, spørger Susanne, mens stemmen ryster.

I forbindelse med klagen til Den Europæiske Menneskerettighedskommission har Foreningen Mentor Immanuel med eksempler fra sagsakterne påpeget, at Susanne og Nikolajs liv er beskrevet misvisende og brugt imod dem negativt, hvilket har ført til psykisk belastning for familien og fratagelse af børnene. Det anføres videre, at der ikke findes dokumentation for alkoholmisbrug efter 2013, og de test der er benyttet til at vurdere forældrekompetencer ikke er tilpasset grønlændere. Det er dertil påklaget, at domstolene i Danmark kun har lagt vægt på nogle få medarbejdere i kommunens udsagn, hvilket står i kontrakt til for eksempel hospitalsansatte og samværskonsulenter, der har vurderet parret til at have gode forældreevner.

Sagen er sendt til procesbevillingsnævnet i Danmark, men er blevet afvist af Højesteret.

Sermitsiaq Uge 12 2022

Klik her for at læse