New Zealand fremskynder genåbning for turister med to måneder
New Zealand vil nu allerede begynde at lukke internationale turister ind fra midnat efter 31. juli.
Der er godt nyt for de rejseglade, som planlægger at slå et smut forbi hobbitbyen Hobbitton eller se en kiwi-fugl.
New Zealand har nemlig fremskyndet genåbningen af sine grænser for turister med to måneder.
Det oplyser landets premierminister, Jacinda Ardern, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Landets havne bliver også åbnet for krydstogtsskibe, som igen vil kunne lægge til i newzealandske havne.
Landet planlagde først at genåbne grænserne for alle visumrejsende til oktober, men det er nu ændret til august.
Det bliver således ved midnat efter 31. juli, at turister med visum kan begynde at komme ind i landet.
Den hidtidige lukning af grænserne blev indført tilbage i 2020 for at bremse smitten med coronavirus.
Men det går øjensynligt så godt, at New Zealand nu godt kan lukke turister ind.
- Vi bygger videre på vores velfunderede plan om at sikre New Zealands økonomiske fremtid, siger Jacinda Ardern.
Landet genåbnede allerede sine grænser delvist 2. maj.
Her blev der for første gang i to år åbnet for internationale rejsende fra cirka 60 lande.
Dermed kan rejsende fra Tyskland, Storbritannien, Danmark allerede tage til landet, hvis de er fuldt vaccinerede og samtidig kan fremvise en negativ coronatest.
Når kalenderen skriver juli, vil New Zealand formentlig stadig holde øje med coronavirus ved grænsen, men Ardern siger, at kravet om en negativ test før afrejse formentlig vil være skrottet.
Landet med cirka fem millioner indbyggere har under coronapandemien ifølge Johns Hopkins Universitet registreret cirka en million smittetilfælde og 827 coronarelaterede dødsfald.
Det er væsentligt færre end andre lande, hvilket blandt andet kan forklares med myndighedernes hårde kontrol med grænserne.
Landets borgere har desuden været igennem flere af verdens hårdeste nedlukninger, hvor det har været forbudt at forlade hjemmet, medmindre der var en væsentlig årsag til dette.