Japansk mand idømt dødsstraf for mordbrand med 36 ofre

45-årig japansk mand idømmes dødsstraf for at have påsat brand på animationsstudie. Den dræbte 36 personer.

Japansk politi foran retten, hvor dommen faldt.

En japansk mand er torsdag idømt dødsstraf for at have påsat en brand på et animationsstudie i Kyoto i 2019, hvilket dræbte 36 personer.

Det skriver det japanske public service-medie NHK.

Den i dag 45-årige Shinji Aoba stiftede branden ved at hælde benzin i bygningens indgangsområde.

Desuden blev 32 kvæstet i hændelsen.

Selv pådrog han sig også voldsomme forbrændinger, hvorfor han måtte gennemgå intensiv behandling i næsten et år efter.

Ifølge lokale medier bar Aoba nag mod studiet, som han anklagede for at have kopieret en af sine romaner.

Det har studiet afvist.

Angrebet på animationsstudiet, der er kendt som KyoAni, sendte chokbølger igennem ikke bare Japan, hvor voldelige forbrydelser er sjældne, men i hele verden.

Animationsstudiet er kendt for blandt andet serien "Violet Evergarden".

Japan og USA er de eneste G7-lande, der praktiserer dødsstraf.

G7 består af Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA og Canada, ligesom EU er repræsenteret i samarbejdet.

Japan henrettede dog ingen i løbet af 2023 ifølge nonprofitorganisationen Death Penalty Information Center (DPIC). Tre blev dog idømt straffen.

Dermed var USA det eneste G7-land, der sidste år udførte en henrettelse.

Ifølge DPIC skal Japans justitsminister skemalægge en dødsstraf inden for seks måneder af dommens udstedelse.

I gennemsnit går der dog 15 år, før en dødsstraf bliver ført ud i livet. Det skyldes en omfattende efterbehandling af dommene.

106 personer sidder i øjeblikket på dødsgangen i Japan, hvor den sidste henrettelse fandt sted 26. juli i 2022 ifølge DPIC.

Dengang blev en mand hængt for at have dræbt syv personer i et angreb i Tokyo i 2008.

/ritzau/Reuters

Kontakt

Powered by Labrador CMS