Grønland skal hjemtage et område fra Danmark

Naalakkersuisut sætter gang i processen med at hjemtage Selskabs-, Regnskabs- og Revisionsområdet fra Danmark.

For første gang i mere end ti år skal et område hjemtages fra den danske stat og overgå til Selvstyret. Naalakkersuisut har i denne uge formelt oplyst statsministeren om beslutningen.

Naalakkersuisoq for Erhverv og Handel, Pele Broberg, skal nemlig igangsætte forhandlinger med rigsmyndighederne angående overtagelse af Selskabs-, Regnskabs- og Revisionsområdet fra Danmark.

- Det er fedt at melde ud. Det er noget, vi har arbejdet på et stykke tid, og vi vil gerne sikre en fremdrift i det arbejde, vi laver. Det er godt, at det er et enigt naalakkersuisut, der besluttet det her, siger Pele Broberg til Sermitsiaq.AG.

- Jeg er stolt over, at vi har en masse medarbejdere, der har været gode til at se mulighederne for at igangsætte det her i forhold til koalitionsaftale, og hvordan vi skulle gøre det, siger han.

Múte har oplyst statsministeren om sagen

Med overtagelsen af området kan Naalakkersuisut udarbejde en lovgivning, som er tilpasset Grønland.

- Det er ikke så lige til. Vi har meget selvskabslov i Danmark på nuværende tidspunkt, men Danmark er medlem af EU, og det er vi ikke. Så vi skal i vores egen kommende selskabslov tage højde for både import eksport og selvfølgelig lovgivning for landets virksomheder, understreger han.

Formanden for Naalakkersuisut har den 19. november 2021 formelt meddelt Statsminister Mette Frederiksen om beslutningen. Naalakkersuisoq for Erhverv og Handel skal i den forbindelse udarbejde relevant lovgivning samt fastsættelse af overtagelsesdato.

Et "billigt" sagsområde

Sidste gang sagsområder blev overtaget var i år 2010. Områderne som blev overtaget, var Råstofområdet og Arbejdsmiljø Offshore.

Hvornår det næste område helt formelt kan komme på grønlandske hænder er ikke endeligt på plads.

- Vi forventer oplæg i løbet af næste år, hvis alt flasker sig. Processen skal selvfølgelig køres sammen med Inatsisartut, når vi overtager et område, siger Pele Broberg.

Med overtagelsen vil der gennemføres en digitalisering af området. Digitaliseringen vil medføre fordele i registreringen af selskaber og skabe et bedre overblik over erhvervslivet i Grønland.

Hvilke omkostninger der er, og hvor store de bliver, kan Pele Broberg endnu ikke melde ud, men det er et af de billigere områder, og det er langt billigere end at hjemtage fødevareområdet, oplyser han.

I koalitionsaftalen er der lagt op at kigge på hjemtagelse af fødevareområdet, som tidligere er blevet estimeret til at koste 25-30 millioner kroner årligt.

Powered by Labrador CMS