Fyret retschef

Palle: Selvstyret og tavshedspligt, Aleqa?

Demokraternes Palle Christiansen vil vide fra Naalakkersuisut-formanden, om hun kan bekræfte, om selvstyreansattes ytringsfrihed alene er begrænset af reglerne om tavshedspligt

Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond, Siumut, er stadig tavs som graven i sagen om selvstyrets fyrede retschef Andreas Salmony

Polemikken om den selvstyrets fyrede retschef Andreas Salmony fortsætter.

Det sker, fordi medlem af Inatsisartut for Demokraterne Palle Christiansen netop har stillet to paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond, Siumut.

Spørgsmålene er:

  1. Kan formanden for Naalakkersuisut bekræfte, at selvstyreansattes ytringsfrihed alene er begrænset af reglerne om tavshedspligt, og at de derfor – hvis blot disse regler overholdes - ikke er afskåret fra at udtale sig til pressen, politikere eller andre om kritisable eller eventuelt ulovlige forhold i selvstyret?
  2. Agter formanden for Naalakkersuisut på den baggrund at opfordre sin departementschef, Svend Hardenberg, om over for de ansatte i selvstyret at præcisere sine udtalelser i den pressemeddelelse han udsendte den 25. juli?

Læs "Departementschef: Det ser ikke godt ud, når vi ikke udtaler os"

Læs "Departementschef: Derfor udtaler vi os ikke"

I sin begrundelse for sine spørgsmål skriver Palle Christiansen blandt andet:

'I en pressemeddelelse udsendt af departementschef Svend Hardenberg, Formandens Departement, den 25. juli skriver departementschefen blandt andet:

Først og fremmest skal jeg være den første til at beklage den negative omtale, der er på nuværende tidspunkt i pressen, om interne forhold i selvstyrets administration, hvor jeg er ansat som den ansvarlige for'.

og

'Jeg vil gerne have lejlighed til at præcisere, at vi ikke kommer med udtalelser, hverken Naalakkersuisut eller ansatte i administrationen, om interne forhold i selvstyret’.

- Udtalelsen har vakt opsigt. Blandt andet har KNR den 26. juli omtalt pressemeddelelsen under overskriften ’Hardenberg giver administrationen mundkurv på’. Men har Hardenberg overhovedet lov til at ’give administrationen mundkurv på’? spørger Palle Christiansen.

- Det er klart, at ansatte i selvstyret har pligt til at overholde sagsbehandlingslovens regler om tavshedspligt, i de tilfælde hvor en oplysning er omfattet heraf. Men det er lige så klart, at selvstyrets ansatte ikke derudover kan eller bør forhindres i at udtale sig til pressen, politikere eller andre om kritisable eller eventuelt ulovlige forhold på deres arbejdsplads, lyder den videre begrundelse fra politikeren fra Demokraterne.

Inden han uddyber:

- Hvorvidt Svend Hardenberg med sin udtalelse har søgt at påvirke de ansatte til ikke at benytte deres ytringsfrihed, eller om hans pressemeddelelse blot er skrevet uden den grad af præcision og omtanke, som vel ellers måtte forventes af den øverste administrative chef for Selvstyret - ja det vil formentlig aldrig kunne afklares.

Læs "AG afviser modangreb fra selvstyret"

Hardenberg har afvist mundkurv
Som Sermitsiaq.AG har skrevet, skulle Svend Hardenberg mandag mødes med de øvrige departementschefer, så de kunne drøfte, hvad selvstyret kan gøre for at åbne mere op. For det ser generelt ikke godt ud, når ansatte i selvstyret ikke udtaler sig, har Svend Hardenberg blandt andet erkendt.

Han afviser også, at hans omtalte pressemeddelelse er en mundkurv til de ansatte i administrationen i selvstyret.

Trods flere henvendelser til Aleqa Hammond over de seneste uger ønsker hun stadig ikke at lade sig interviewe af Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS