Múte vil styrke det grønne bånd til EU

Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede er parat til at sikre EU en højere grad af forsyningssikkerhed til grøn omstilling, hvis det kan ske i respekt for de værdier, som Grønland står for.

Múte B. Egede havde torsdag et meget positivt møde med EU’s vicepræsident for interinstitutionelle samarbejder og fremsyn, slovakken Maros Sefcovic og den danske udenrigsminister Jeppe Kofod.

Mødet blev holdt i København, hvor Múte B. Egedes er mellemlandet på sin rejse til Skotland, hvor han skal deltage i det store klimatopmøde i Glasgow, der starter søndag.

Det er blevet højaktuelt for EU-landene at sikre sig de nødvendige mineraler, der skal danne grundlag for en grøn omstilling uden at være afhængig af Kina, der sidder på store verdensmarkedsandele, når det gælder mineraler.

- Vi havde et konstruktivt møde, hvor jeg fik italesat betydningen af et samarbejde, som er baseret på de værdier, vi som land vægter højt, oplyser Múte B. Egede til Sermitsiaq.AG.

- Vi har en fælles interesse i at skabe vækst, baseret på klimavenlige teknologier. Grønland har en lang række mineraler, som er interessante for EU – eksempelvis til produktion af batterier. Men jeg fik også påpeget det grønlandske ønske om, at vi som land kommer til at spille en rolle i at kunne levere grøn energi, forklarer Múte B. Egede.

Sefcovic skal besøge Grønland

Formanden for Naalakkersuisut henviser til den nye teknologi, Power-to-X, hvor der arbejdes på at omdanne energi til brint via en spaltning. En teknologi, der forskes meget i, og hvor eksperter anser potentialet for utroligt stor som den fremtidige energikilde til især større produktionsanlæg, og som kan være med til at reducere Co2-belastningen.

- Vi har jo vandkraften, og den kan meget vel blive en yderst interessant eksportvare, fordi den om nogen bygger på bæredygtige og grønne værdier, fastslår Múte B. Egede.

- Mødet var meget positivt og foregik i respekt for hinanden, og vi blev enige om, at Maros Sefcovic skal besøge Grønland på et senere tidspunkt, hvor vi kan fortsætte drøftelserne om et eventuelt samarbejde, oplyser Múte B. Egede.

Powered by Labrador CMS