Teenagedreng tilstår knivdrab på sin mor

En 15-årig er blevet varetægtsfængslet for at have dræbt sin mor i Ringsted med knivstik i maven og i halsen.

En blot 15-årig dreng har tirsdag eftermiddag tilstået, at han stak sin mor ihjel med en kniv i en lejlighed i Ringsted mandag aften.

Tilståelsen kom ved et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Moren blev ramt af adskillige knivstik på kroppen samt i halsen. Hun blev 38 år.

På trods af at anklageren anmodede om, at sagen skulle føres for lukkede døre, valgte dommer Tove Horsager at lade dem forblive åbne efter protester fra pressen.

Hun besluttede dog at nedlægge navneforbud af hensyn til den sigtedes alder.

Den 15-årige erkendte de faktiske forhold omkring drabet. Han sad med bøjet hoved og blikket rettet ned i bordet. En gang imellem kiggede han op.

Ifølge hans forklaring var han blevet uvenner med sin mor på gerningsaftenen.

Men skænderiet udviklede sig, og drengen gik ud i køkkenet i deres fælles hjem i lejligheden på Schaldemosevej. Her tog han en køkkenkniv, hvorefter han gik ind til moren i soveværelset og stak hende flere gange i ryggen.

- Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, lød det fra drengen.

Moren forsøgte at undslippe sønnen og løb ud på svalegangen i lejlighedskomplekset. Men sønnen indhentede hende og stak hende denne gang flere gange i maven og i halsen. Til sidst stak han hende i ryggen igen, inden hun faldt om.

Sønnen forklarede, at den 38-årige kvinde forsøgte at afværge knivstikkene.

Anklager Rune Sorvad Rydik spurgte, om han var klar over, at det kunne slå moren ihjel.

- Det var det, jeg prøvede på, svarede drengen.

Han blev anholdt i lejligheden klokken 19.10 mandag aften.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle ham frem til 22. august. I stedet for i et arresthus placeres han på en psykiatrisk afdeling for børn og unge. Desuden skal han mentalundersøges.

Powered by Labrador CMS