Rådgivningsfirma lukker kontorer i Grønland

WSP Arctic, der er et rådgivningsfirma indenfor blandt andet byggeri, lukker sine aktiviteter.

Miljø, forsyning, infrastruktur og konstruktion er nogle af de områder, som virksomheden WSP Arctic igennem de sidste 10 år har rådgivet lokale virksomheder i. Men det skal være slut nu.

WSP Arctic begynder en gradvis nedlukning af aktiviteter i Grønland, og forventer at trække sig helt ud i 2022. Indtil nu har WSP Arctic haft 14 faste medarbejdere i både Nuuk og Ilulissat.

- Vi er gået meget op i at løse opgaverne lokalt, men har desværre erfaret, at det blev et udfordrende marked for os at navigere i, siger Per Møller-Jensen, bestyrelsesformand i WSP Arctic.

Rådgivningsvirksomheden vil bruge den næste tid på at færdiggøre igangværende opgaver.

Fortsætter i minebranchen

Selvom WSP Arctic ikke længere kommer til at have kontorer i Grønland, betyder det ikke et helt stop for rådgivning. Virksomheden vil nemlig fortsætte med at rådgive indenfor råstofbranchen, oplyser den:

- WSP kommer fortsat til at operere i Grønland med specialistydelser, for eksempel miljøopgaver for mineindustrien, marine opgaver for bl.a. Sikuki Harbour og opgaver om kulturarv og historiske bygninger, oplyser WSP.

- Det har været et stort privilegium at få lov til aktivt at være med i udviklingen af Grønland. Jeg synes, at vores filosofi om at løse opgaverne lokalt har været helt rigtig. Jeg er naturligvis meget ærgerlig over, at vi nu må lukke forretningen og håber, at den positive udvikling i det grønlandske samfund fortsætter for fuld styrke, siger Per Møller-Jensen i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS