Lufthavne og uran præger åbningsdebat

Oppositionen gravede blandt andet i, hvad koalitionspartiet IA mener om lufthavnsprojektet i Qaqortoq og den omstridte afgift på kystnært fiskeri efter hellefisk under mandagens debat i Inatsisartut.

IA's ordfører Agathe Fontain måtte svare på spørgsmål om lufthavne og hellefiskafgift under mandagens timelange debat.

Mandag kom partierne med efterårets første politiske markeringer i Inatsisartut-salen, da der var debat om Naalakkersuisut-formandens åbningstale.

Under debatten var det velkendte politiske uenigheder, der fyldte.

Da IA's ordfører Agathe Fontain var på talerstolen, borede de to oppositionspartier Siumut og Demokraatit i, hvad koalitionspartiet egentligt mener om det kriseramte projekt med opførelsen af en lufthavn i Qaqortoq.

Agathe Fontain svarede, at IA vil følge anlægsloven, der blev vedtaget i 2018, hvor et flertal i Inatsisartut ønskede, at lufthavnen blev bygget.

- Det ville være godt, hvis vi havde kendt alle fakta i 2018. Men vi kan ikke skrue tiden tilbage og starte forfra, fordi projektet er i gang, lød det blandt andet fra Agathe Fontain.

Hvad med hellefiskafgiften?

Hun svarede dog ikke på, om partiet er villig til at ændre i projektet, som Naalakkersuisut har talt for med den begrundelse, at en forkortelse af banelængden kan gøre projektet billigere.

IA blev ligeledes gået på klingen i forhold til, hvad partiet mener om afgiften på det kystnære fiskeri efter hellefisk. Afgiften har været under heftig debat, da koalitionspartneren Naleraq offentligt har tordnet mod afgiften, hvorimod naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup (IA), har talt for bevarelsen af afgiften, der bidrager med omkring 16 millioner kroner årligt.

Her sparkede Agathe Fontain striden til hjørne ved at sige, at partiet prøver at finde konsensus - også inden for afgifter.

Uran-debat igen oppe at vende

Gentagne gange dukkede spørgsmålet om minedrift og ikke mindst udvinding af uran op i debatten.

Demokraatits formand Jens-Frederik Nielsen gentog partiets kritik af, at koalitionen vil fremsætte et lovforslag om nultolerance overfor uranudving. Demokraatit mener, at koalitionen med lovforslaget sætter en alvorlig bremse på den økonomiske udvikling af Grønland.

- Dette vil alt andet lige betyde, at investorer kigger andre steder hen, når de skal beslutte sig for, hvor de vil investere deres penge. Dette er til skade for den spirende råstofindustri herhjemme. Også denne beslutning betyder uden for enhver tvivl, at udsigterne til økonomisk selvbårenhed og politisk selvstændighed er skubbet længere ud i fremtiden, sagde Jens-Frederik Nielsen.

Naalakkersuisut-formand Múte B. Egede rundede debatten af, og her understregede han, at partiet generalt er for minedrift:

- Vi har gang i forskellige miner, og det handler ikke om, at vi stopper for andre projekter. Det eneste, vi ikke ønsker skal brydes, er mineraler, der indeholder uran, sagde Múte B. Egede.

Powered by Labrador CMS