Modernas topchef: Corona er overstået om et år

Om et år er der nok vacciner til, at alle i hele verden kan blive vaccineret, siger Modernas Stéphane Bancel.

Den øverste chef i medicinalselskabet Moderna, Stéphane Bancel, tror, at coronapandemien kan være overstået om et år.

Han henviser til, at der på det tidspunkt vil være vacciner nok til alle i verden.

- Hvis man ser på den brede industrielle udvidelse af produktionskapaciteten over det seneste halve år, så bør der være nok doser tilgængelige ved midten af næste år, så alle på denne jord kan blive vaccineret, siger Bancel til den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung.

- Boostere - et tredje stik - bør også være mulige i det omfang, det kræves, føjer han til.

Han mener også, at vaccinationer snart vil være tilgængelige for børn.

- De, som ikke bliver vaccinerede, vil immunisere sig selv, fordi Delta-varianten er så smitsom. På den måde vil vi ende med at være i en situation, der ligner influenzaen. Du kan enten blive vaccineret og få en god vinter. Eller også gør du det ikke og risikerer at blive syg og muligvis ende på hospitalet.

På spørgsmålet om det betyder, at alt vender tilbage til det normale i anden halvdel af 2022, svarer han: "I dag om et år, antager jeg".

Modernas vaccine mod covid-19 er den af de to, der indgår i det danske vaccineprogram. Den anden er vaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Bancer fortæller, at det tredje stik med Moderna - som i første omgang vil blive tilbudt ældre mennesker - til næste år vil have den halve volumen af den, der blev givet ved første stik.

I år vil det stadig være den samme volumen for tredje stik som for første, fordi Moderna ikke har haft tid til at ændre det, siger han.

Han siger, at Moderna er i gang med boostervacciner for 2022, der tager højde for Delta-varianter og den sandsynlige mutation lidt længere fremme: Delta plus Beta.

Powered by Labrador CMS