Múte om Peles udmelding: Det er ikke Naalakkersuisut-politik

Formanden for Naalakkersuisut siger i en pressemeddelelse, at Naalakkersuisut ikke vil forskelsbehandle borgere i Grønland.

Múte B. Egede har brugt en del af det IA-landsmødet på at svare på kritik af udmeldinger fra naalakkersuisoq Pele Broberg.

Midt under IA's landsmøde har formanden for både IA og Naalakkersuisut, Múte B. Egede, følt sig nødsaget til at kommentere på udmeldinger fra naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Pele Broberg (N).

I en pressemeddelelse skriver Múte B. Egede, at han ikke er enig i Pele Brobergs udtalelser til den danske avis Berlingske.

I et interview til avisen åbner Pele Broberg for en diskussion om, at det kun er inuit, der har ret til at blande sig i selvstændighedsdebatten og ikke tilflyttere.

Om udtalelserne siger Múte B. Egede:

Har ikke til hensigt at forskelsbehandle

- Alle borgere i Grønland har samme rettigheder på lige fod med alle andre, og disse rettigheder vil Naalakkersuisut arbejde for at beskytte til hver en tid. Der skal ikke herskes tvivl om, at Naalakkersuisut arbejder for alle borgere i Grønland, uden forskelsbehandling.

- Det er ikke Naalakkersuisuts og koalitionens hensigt, at borgerne i Grønland skal forskelsbehandles og udelukke dem i at stemme, lyder det fra formanden for Naalakkersuisut.

Múte B. Egede henviser til, at Brobergs udtalelser er blevet udlagt som, at han mener, at kun inuit og inuit-efterkommere bør stemme ved en folkeafstemning om selvstændighed.

Broberg afviser dog den udlægning. Til Sermitsiaq.AG siger han, at han ikke har taget stilling til det spørgsmål.

- Tilflytteres mening har ingen betydning

Til avisen udtalte Broberg:

- Derfor må det være klart, at thailændere, danskere, englændere, franskmænd, spaniere og hvem der ellers måtte bo her, ikke har krav på selvstændighed. Det er inuit. Hvad man føler og mener som tilflytter, det har ingen betydning for denne her afstemningsdebat.

Pele Broberg siger videre, at det ikke er sikkert, man skal skelne, og at alle måske får lov at stemme om selvstændighed.

- Mangfoldighed er en styrke

Múte B. Egede understreger i pressemeddelelsen, at Naalakkersuisut arbejder efter Selvstyreloven:

- Og i arbejdet med et mere selvstændig Grønland skal vi efter Selvstyreloven samarbejde med den danske regering, og arbejdet hører under Formanden for Naalakkersuisut.

- Naalakkersuisut arbejder på vegne af borgerne i Grønland, og i Naalakkersuisut har vi en grundliggende overbevisning, at mangfoldigheden er en styrke, og det skal og må ikke give anledning til en spittelse i det grønlandske samfund.

Powered by Labrador CMS