Politiet: To personer reddet

Grønlands Politi foretog i går den 14. september 2021 en eftersøgnings- og redningsaktion som endte godt. To personer sejlede fra Kangaatsiaq mod bygden Attu mandag aften og stødte undervejs på land på grund af dårlig sigtbarhed i kraftigt snevejr, oplyser politiet.

Tirsdag modtog politiet i Aasiaat en henvendelse fra to bekymrede borgere. Deres familiemedlemmer var ikke ankommet til bygden Attu efter planen, og de var sejlet fra Kangaatsiaq mandag nat omkring klokken 23:00.

- De to savnede personer havde ringet i løbet af natten til deres bekendte og fortalt, at de havde ramt en ø, som de ikke kendte på det daværende tidspunkt, og at de måtte gå i land. Kraftigt snevejr gjorde nemlig, at de intet kunne se og derfor ikke kunne fortsætte til Attu. Begge var kommet i land uskadte, oplyser politiet i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Jollen havde ikke en GPS som virkede, og VHF-radioen virkede ikke optimalt, da den udelukkende kunne modtage meldinger.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Den nye båd kom afsted hurtigt

Eftersøgningen blev iværksat fra politiets vagtcentral i Nuuk, hvor kystradioen Aasiaat Radio blev kontaktet og anmodet om at udsende et nødsignal via den internationale skibsradio. Samtidig blev Tele Greenland anmodet om indhente oplysninger om deres position ved hjælp af de seneste mobilsignaler fra de nødstedtes telefoner. Mobilsignalerne viste der på en pejling med en position mellem Kangaatsiaq og Attu.

Politiets nye patrulje- og redningsfartøj ”KIMIK” befandt sig i Aasiaat og blev straks sendt afsted for at foretage en eftersøgning af det angivne område.

Arktisk Kommando blev ligeledes underrettet om eftersøgningen, hvorefter SAR helikopteren Rescue 1 blev sendt afsted fra Kangerlussuaq og skulle afsøge området mellem Kangaatsiaq og Attu fra luften.

Blev fundet i god behold

Klokken 14:00 lokal tid blev begge savnede fundet cirka 5,5 kilometer sydvest for Kangaatsiaq af politifartøjet ”KIMIK”. Begge var i god behold og havde søgt ly i en hytte på øen.

De nødstedte blev efterfølgende bragt til Kangaatsiaq.

I forbindelse med sagen lægger Vicepolitiinspektør Viggo Johansen særlig vægt på, at man skal være ekstra opmærksom på sikkerheden under svære vejrforhold:

- Jeg vil gerne opfordre alle sejlere til at sikre sig, at båden, motoren og udstyret – herunder VHF-radioen og GPS-kortplottere m.m. – er i orden og virker, inden du sejler ud. Hvis uheldet er ude og noget går galt, er det altafgørende, at vi kan få oplyst din position.

Powered by Labrador CMS