Ung pige reddet ned fra Ukkusissaq
Fredag eftermiddag har politi, beredskab og Arktisk Kommando reddet en ung pige ned fra fjeldet Ukkusissaq ved Nuuk, efter hun fik et ildebefindende. Pigen har det efter omstændighederne godt.
Fredag klokken 14.06 modtager politiet en melding om en unge pige, der er på vej op af fjeldet Ukkusissaq (Store Malene) ved Nuuk, som er i problemer.
- Vi får en patrulje derop, som får kontakt til hende. Men hun befinder sig i et stejlt område, der er svært tilgængeligt og har fået et ildebefindende, fortæller vagtshef hos Grønlands Politi Malik Sandgreen til Sermitsiaq.AG.
Brandvæsen og ambulance ankommer herefter til stedet, men det vurderes, at området er for stejlt til at bære pigen ned.
Helikopter kom til undsætning
Politiet tager kontakt til Arktisk Kommando, som har inspektionsskibet Thetis liggende i nærheden med en redningshelikopter ombord.
- Klokken 17.06 ankommer helikopteren, som får hejst pigen op, hvorefter hun bliver evakueret til lufthavnen til en ventende ambulance, der kører hende til skadestuen, fortæller vagtchefen.
Han oplyser at pigens pårørende er underrettet og at pigen efter omstændighederne har det fint.