Charlotte Ludvigsen beholder borgmesterkæden

Efter en hård valgkamp i Kommuneqarfik Sermersooq har IA genvundet magten i hovedstadskommunen. Charlotte Ludvigsen beholder borgmesterkæden.

Charlotte Ludvigsen stormer frem i Kommuneqarfik Sermersooq og genvinder borgmesterposten med sit parti, som går 2.2 procentpoint frem. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 fik Charlotte Ludvigsen bare 77 stemmer.

Hun overtog borgmesterposten, da tidligere borgmester Asii Chemnitz Narup trak sig i utide i juni 2019.

Selvom Charlotte Ludvigsen er et forholdsvis ubeskrevent blad, så har vælgerne altså godkendt indsatsen og belønnet hende med et godt personligt valg denne gang, samt en lille fremgang til partiet.

- Jeg er meget glad, og jeg er beæret over den tillid, som vælgerne har givet mig. Jeg overtog borgmesterposten efter Asii Chemnitz Narup i 2019, og nu kan jeg tage valget i år som et tegn på tillid, som jeg kan tage med mig i den næste valgperiode, siger Charlotte Ludvigsen.

Martha fører i Siumut

Hos Siumut er det den garvede politiker Martha Abelsen, der henter flest af partiets stemmer i hovedstadskommunen med 569 stemmer, og bormesterkandidat Inga Dora Markussen får næstflest med 358 stemmer.

Pele Broberg fra Naleraq får 282 stemmer, mens Justus Hansen og Poul Petersen får henholdsvis 271 og 234, som Demokraatits højest placerede kandidater.

Forhandlinger i morgen

Charlotte Ludvigsen fortæller, at hun er klar til forhandlingerne med partierne i morgen. Socialområdet, handicapområdet og vilkår for børn og unge samt velfærd står højt på listen.

- Vi fortsætter hvor vi slap, og fortsætter den stabile politiske linje, vi har ført, siger Charlotte Ludvigsen.

Stemmefordeling i Kommuneqarfik Sermersooq
Powered by Labrador CMS