Sjældne jordarter: Kinas og Grønlands rolle til debat

To mineprojekter i Sydgrønland tiltrækker sig større og større international opmærksomhed, da de har potentialet til at blive førende leverandører af sjældne jordarter, der er nødvendige for en global klimaomstilling.

Kvanefjeld-mineprojektet tiltrækker sig i stigende grad international opmærksomhed.

Det er ikke kun i Grønland, der er debat om mineprojekterne i Sydgrønland, hvor udvinding af uran som et biprodukt skiller vandene og skaber bekymring. Der er imidlertid - uran eller ej - en særlig interesse for de sjældne jordarter, som mineprojekterne gerne vil udvinde.

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) indbyder alle interesserede til at deltage i et webinar, hvor fokus er rettet mod Grønlands forekomster af sjældne jordarter – et mineralområde, som Kina i dag har en dominerende rolle indenfor.

Og hvilken betydning Kina spiller i samspillet med de grønlandske forekomster vil være et emne på webinaret, der i sit oplæg henviser til DIIS’ seneste politiske brief, der afdækker forholdet med Kina og dets dominans, og hvilken rolle Grønland i den henseende spiller.

Kina og Grønland

På webinaret, der er gratis for alle at deltage i, bliver det diskuteret, hvilket scenarie Grønland vil indgå i i forhold til Kina, de europæiske og amerikanske industrier og betydningen for den geopolitiske balance i Arktis.

På webinaret deltager chefrådgiver Per Kalvig, GEUS, direktør Mads Qvist Frederiksen, Arctic Economic Council, lektor Jesper Zeuthen, Aalborg Universitet og de to seniorforskere Ulrik Pram Gad og Hans Lucht fra DIIS. De fire førstnævnte vil med hvert sit oplæg have forskellige indfaldsvinkler til emnet, og webinaret afsluttes med en diskussion.

Det højaktuelle webinar løber af stablen den 13. april, og for at deltage skal man registrere sig på forhånd hos DIIS.

Powered by Labrador CMS